Den franske præsident, Jacques Chirac, afviste onsdag at vidne i en af Frankrigs største korruptionsskandaler i nyere tid. Præsidenten var indkaldt som vidne af den dommer, der undersøger anklagerne om, hvorvidt Chiracs parti, RPR, modtog penge under bordet til gengæld for attraktive byggekontrakter i Paris. Men det krav blev afvist, oplyste embedsmænd i Paris onsdag. En trussel Ifølge præsidentens rådgivere havde dommer Eric Halphen handlet mod forfatningen ved at indkalde statsoverhovedet som vidne i en retssag. Rådgiverne beskrev indkaldelsen som en 'skriftlig trussel'. Chirac har tidligere hårdnakket nægtet at udtale sig om sagen, men efter massivt pres fra blandt andet medierne brød han tavsheden kort før jul sidste år. Her nægtede han ethvert kendskab til de sorte penge i RPR og har siden henvist til forfatningen, der giver præsidenten immunitet. Hemmelig video Nettet begyndte at stramme om Chirac sidste efterår, da en nu afdød forretningsmand på en videooptagelse fortalte, at ulovlige bidrag rullede ned i det gaullistiske RPRs partikasse, og at Jacques Chirac i høj grad kendte til metoderne. Ifølge båndet havde Chirac været tilstede, da entreprenører i kommunen bestak rådhuset med fem millioner franc. Som "modydelse" fik byggefirmaerne lov til at renovere og bygge store projekter i kommunen. Indkaldelsen som vidne er uheldig for Chirac og kommer på det værst tænkelige tidspunkt. I det netop afholdte lokalvalg vandt socialisterne i Paris, der i årtier ansås som Chiracs personlige magtbase. Byen har været plaget af skandaler og interne politiske slagsmål, siden Chirac forlod borgmesterposten til fordel for præsidentembedet i 1995.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























