Politiken lørdag: Delstatsvalget er i Wien. Jörg Haider er ministerpræsident i delstaten Kärnten i alpelandets sydvestlige hjørne. Alligevel er det gået som sædvanlig i østrigsk politik: Haider stjæler billedet fra alle andre. Wien er med 1,6 mio. indbyggere den største østrigske delstat, og her i den røde højborg fejrede Haider i 1996 en af sine største triumfer. Men i tillid til dårlige opinionstal for Haiders højrepopulistiske frihedsparti FPÖ, der også har tabt to mindre delstatsvalg, rykkede hovedstadens socialdemokratiske borgmester Michael Häupl valget frem. Østrigerne begyndte at tale om »alle valgs bedstemor«. Men efter at Haider har sat sit fingerpræg på valgkampen, ser Häupls regnestykke ikke ud til at gå op. For det første skiftede Haider den affæresvækkede spidskandidat Hilmar Kabas ud med parlamentsmedlem Helene Partik-Pablé, og for det andet kastede han sig personligt ind i valgkampen. Det sidste var ikke svært, for Michael Häupl slår især på FPÖs medansvar for afgiftsforhøjelser og nedskæringer. De har især ramt de mange arbejdervælgere, som Häupl håber på at lokke tilbage. »Regeringens asociale politik afgør valget«, siger Michael Häupl til Politiken. »Her efter nytår er Haiders vælgere begyndt at betale regningen, og det kan de ikke lide. De første frafaldne har allerede meldt sig hos os«. Det tror Helene Partik-Pablé ikke på: »Vi har fået rettet op på den dårlige stemning omkring FPÖ, fordi wienerne stadig mener, der er for mange indvandrere i byen, og fordi der stadig er for meget pamperstyre«, siger hun til Politiken. »Og så er Jörg Haider en aktiv støtte«. Antisemitisme succes De mere regeringskritiske østrigske medier er bange for, at Haiders antisemitiske udtalelser - som har indbragt ham et sagsanlæg - er faldet på frugtbar jord. Lidt over halvdelen af hans vælgere mente i en undersøgelse 1998, at jøderne har for meget indflydelse. I de andre store partier er det ikke meget bedre. Hos det konservative ÖVP er det 38,5 pct. og i SPÖ 37,2. Valget er det sidste større opgør inden næste parlamentsvalg 2003, men ser ikke ud til at få landspolitiske konsekvenser. En valgkatastrofe kunne have fået Haider til at trække partiet ud af regeringen Jörg Haider, der ser en mindre tilbagegang i øjnene, har sagt, at hans smertegrænse er 20 pct. De nyeste meningsmålinger tyder på, at FPÖ kun går lidt tilbage fra de 27,9 pct., partiet fik ved det seneste delstatsvalg i 1996 - i givet fald tredje valgnederlag i træk. Forbundskansler Wolfgang Schüssels konservative ÖVP står til at gå lidt frem. Ganske vist mindre end ventet, men alligevel er der ikke lagt op til uro i de borgerlige rækker. I Wien regerer SPÖ sammen med ÖVP, der her ledes af to moderate borgerlige, Bernhard Görg og Peter Marboe. SPÖ vil efter alt at dømme kunne vælge frit mellem ÖVP og De Grønne, der står til en pæn fremgang. Michael Häupl hælder til ÖVP, der ikke stiller så skrappe krav som De Grønne. »Men en rød-grøn regering i Wien er eneste mulighed for at opbygge et reelt alternativ på landsplan«, siger den grønne spidskandidat Christoph Chorherr til Politiken. »Får vi ikke ny dynamik ind i østrigsk politik her i Wien, så tror jeg ikke på, Schüssel-regeringen kan væltes ved næste parlamentsvalg«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























