En forpjusket krig i bjergene

Politiken lørdag: Hertil og ikke længere. To makedonske soldater springer frem bag et lille skur med løftet arm og fingeren på aftrækkeren. I baggrunden inde mellem de brune bjerge kunne man høre skudsalver fra automatiske våben. Men ellers var der fredeligt nok. Tre grise lå og sølede i en pyt, en mand stod på et nybyggeri med munden fuld af søm og hamrede. Soldaterne var rystende nervøse, så vi tilbød dem et par æbler og et stykke chokolade, og så var vi pludselig perlevenner. De havde ikke fået noget at spise i et døgn. Nej, de havde ikke været helt oppe i Grazani og kæmpe med terroristerne, de skulle blot dække ryggen for deres kammerater længere oppe på den stejle bjergside. De syntes hele det her var noget forbandet rod, de var bare værnepligtige. Den ene, Nikolas, viste et krøllet billede frem af sin lille datter. De var ikke verdens mest imponerende krigere. De havde ordre til at stoppe alle, og var lettere forundret over, at det kunne interessere en person helt oppe fra Danmark, hvad der foregik her. Natten til lørdag startede de makedonske styrker en form for offensiv mod nogle af de små bjerglandsbyer, der ligger gemt inde i bjergene langs den nordlige grænse fra Tetovo øst over mod Kumanova. Der blev affyret en masse. I en times tid fredag aften og igen en halv time omkring midnat skød makedonerne op mod bjergene omkring Tetovo, hvor jeg sad fastlåst på et hotel takket være udgangsforbuddet. I går morges blev der skudt ti minutter ved 6.30 tiden. Et makedonsk vækkeur. »De skyder næsten i blinde, for de har intet udstyr til natkrig«, fortalte en tysk officer. De tyske KFOR-styrker har en forsynings- og servicebase i Tetovo, hvor de fra fire Leopard-kampvogne kan følge med i skyderierne. Var det ikke for den tyske tilstedeværelse, ville træfningerne sikkert udvikle sig til noget mere alvorligt. Konflikten mellem de albanske oprørere, UCK, og den makedonske regering er som mund- og klovsyge. Netop som internationale mæglere og de ansvarlige politikere mener, at de har fået situationen under kontrol, så er der et nyt udbrud et andet sted. Adgang forbudt Vi fulgte lyden af skud op mod grænseovergangen ved Blace. Her var der i går ved 13-tiden livligt skyderi med håndvåben øst for Blace. Nogle højst utiltalende politifolk gjorde det lysende klart, at den vej skulle man ikke køre ad. På den anden side af grænsen, inde i Kosova, blev der kørt tyske, britiske og italienske forstærkninger ned for at hjælpe til med at holde grænsen lukket. Lange kolonner med panservogne og store lastbiler. Ved grænsestationen Globocica nord for Tetovo, der bevogtes af østrigske KFOR- soldater, fortalte en løjtnant, at alt var roligt. Der var ikke kommet flygtninge over, de havde ikke set nogen UCK-soldater i deres område. Han vidste tydeligvis ikke noget, for på vejen tilbage mod Pristina mødte vi fem UCK-soldater, der natten til i går var smuttet over grænsen. Vi fandt dem i et øde hus. Tre lå og sov, helt udmattede, i et mørkt baglokale på nogle snavsede tæpper. To 'officerer' sad i forstuen, spiste tørt brød og drak vand. Også her hjalp lidt chokolade og nogle æbler gevaldigt på humøret. Den ældste af de to - »call me Haka« - indrømmede, at de havde haft det svært i den sektor, han kendte til. De havde haft én dræbt og tre sårede. Han påstod, at de havde ramt fem makedonske soldater, men om de var døde eller blot sårede, turde han ikke sige. »Vi kommer tilbage, vi opgiver ikke«, sagde Haka. To kilometer derfra havde østrigerne et checkpoint, men det generede tilsyneladende ikke Haka og hans trætte krigere. De havde nogle smutveje, forklarede han og pegede ud mod en slugt, op ad en bakke, rundt om en knold og videre ind mod Makedonien. Hele denne nye balkanske konflikt foregår i de smukkeste bjergegne. På toppen lyser sneen. Under bøgetræerne længst oppe blomstrer anemonerne. Nede i dalene er kirsebær og tjørn i fuld blomst og træerne er ved at springe ud. En tysk militær talsmand, Hans Günter Bender, oplyste i går, at omkring 150 albanske civile var blevet sårede, da de forsøgte at flygte til Kosova. Det blev senere afvist af en talsmand for KFOR, major Jean Descharb. Ifølge Descharb blev én person såret, da en gruppe på 11 børn og 9 voksne krydsede grænsen.