Politiken søndag: Terrorismen, som præsident Vladimir Putin har svoret at bekæmpe, ramte Rusland igen i går. 20 mennesker blev dræbt og næsten 100 såret under tre bombeattentater i områder, der grænser op til den krigshærgede republik Tjetjenien. En bilbombe i byen Mineralnye Vody i den sydrussiske region Stavropol kostede 19 menneskeliv, da den sprang tæt ved byens centrale markedsplads. Ved eksplosionen blev 11 mennesker dræbt øjeblikkeligt, og 7 døde senere på hospitalet. Omtrent 130 mennesker blev såret. I naborepublikken Karatjajevo-Tjerkesija døde to politimænd, da en bombe eksploderede i en bil, som de netop var ved at undersøge. Kort efter blev 12 andre hårdt såret af en bombeeksplosion i byen Jessentuki, som også er i Stavropol-regionen. Tjetjenere mistænkt Fra officiel russisk side blev mistanken øjeblikkeligt rettet imod de tjetjenske oprørere, selvom den tjetjenske leder Aslan Maskhadovs repræsentant hurtigt erklærede, at Maskhadovs folk intet kendte til sagen. Præsident Vladimir Putin udsendte en erklæring, hvori han udtrykte dyb medfølelse med de pårørende til ofrene for terroren, og lovede »barske modtræk« imod terroristerne. Han sendte samtidig en kommission, anført af lederen af sikkerhedstjenesten FSB, til området. Vladimir Putins talsmand Sergej Jastrsjembskij mente, at der var gode grunde til at antage, at tjetjenske »bander« stod bag attentaterne. Ifølge Jastrsjembskij har Moskva fået meldinger om, at de tjetjenske oprørere ønsker at hævne de russiske arrestationer af en række »terroristledere«. Et svar til Moskva Formanden for Ruslands Sikkerhedsråd, Sergej Ivanov, sagde på tv-stationen ORT, at de tjetjenske »oprørere« formentlig havde gennemført attentaterne som svar på Moskvas forsøg på at »genoprette ro og orden« i republikken. »Der er klart tale om terroristiske aktioner«, sagde Ivanov. »Det har hele tiden været åbenbart, at den føderale regerings klare politik vil få de bevæbnede tjetjenske grupperinger til at gå over til terror både i og uden for Tjetjenien. Det er det, der sker nu«. Indenrigsminister Vladimir Rusjajlo sagde til ORT, at der i de senere dage var blevet arresteret adskillige grupper rundt omkring i Rusland, som havde planer om terrorhandlinger. I Moskva fik nyheden om de seneste terrorhandlinger byens borgmester, Jurij Lusjkov, til at kræve dødsstraffen genindført for terrorisme. Samtidig bebudede han skærpede sikkerhedsforanstaltninger i byen, som ifølge ham »er det mest oplagte mål for terroristiske handlinger«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























