Rusland ruster sig til kamp mod terror

Lyt til artiklen

Rusland rustede sig søndag til en mulig genopblussen af terror og vold. Det skete, samtidig med at antallet af ofre for lørdagens tre bilbombeeksplosioner i landet steg til i alt 24 døde og 143 sårede. 25 af de sårede var søndag fortsat i livsfare. Russiske sikkerhedskilder sagde, at de have opdaget og afmonteret yderligere tre bilbomber i Tjetjenien og lagde entydigt skylden for bombeattentaterne i den sydlige del af Rusland på tjetjenske oprørere. Tre anholdte Den russiske statsanklager, general Vladimir Ustinov, meddelte, at en undersøgelse havde konkluderet, at angrebet var organiseret af den frygtede jordansk-fødte feltkommandant for de tjetjenske oprørere Khattab. Politiet meddelte, at det havde anholdt tre personer, der mistænkes for at have stået bag lignende bombeattentater tidligere. En talsmand for Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov, afviste ethvert ansvar for den blodige vold. Men det synes i øjeblikket usikkert, hvorvidt Maskhadov har alle tjetjenske oprørere under sin direkte kontrol. En af bilbomberne blev bragt til sprængning på et lokalt marked i byen Mineralnje Vodij og en anden ved en politiafspærring i Jesentukij 30 kilometer sydvest for Mineralnje Vodij. En tredje bombe eksploderede i en bil i naborepublikken Karatjajevo-Tjerkessien. Kondolence fra Putin Det er de hidtil værste terrorhandlinger i Rusland, siden myndighederne iværksatte deres 'anti-terror-kampagne' i Tjetjenien den 1. oktober 1999. For Ruslands præsident, Vladimir Putin, der har erklæret, at Tjetjenien nu er under kontrol, er russisk tvs billeder af itusprængte biler og lemlæstede lig politisk skadeligt. Putin sendte imidlertid hurtigt ofrenes familier sin kondolence, idet han beklagede, at 'blod endnu en gang er blevet spildt og civile blevet ofre for grusomme terrorhandlinger'. Men Putin lovede også, at gerningsmændene, der "har planlagt og gennemført disse modbydelige mord, vil blive fundet og straffet". Imens afspærrede bevæbnede politikfolk indgangene til alle de russiske byer, der grænser op til Tjetjenien. Politiet bad også folk om at vise deres identitetspapirer som led i eftersøgningen af mistænkte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her