Den makedonske krudttønde venter på hjælp fra Vesten

Politiken tirsdag: Det startede i landsbyen Tanusevci på grænsen mellem Makedonien og Kosova. Her blev en tændstik sat til krudttønden Makedonien, da folk fra den albanske befrielseshær UCK skød og dræbte makedonske politifolk for tre uger siden. Makedoniens UCK, der bruger samme navn som Kosovas formelt opløste befrielseshær, stod første gang frem, da det i januar tog ansvar for angreb på en makedonsk politistation nordvest for Tetovo. Tanusevci »er et par huse, et par gamle mennesker og dertil et par kreaturer«, siger en makedonsk minister til det tyske ugemagasin Die Zeit. Men kampene i landsbyen i uvejsomme bjerge startede en voldsspiral, der kan bringe selve Makedoniens eksistens i fare. Landets navn viser dets svære start som selvstændigt: Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien forkortet FYROM. Det besværlige navn skyldes, at grækerne mener at have monopol på navnet Makedonien. Makedonien var en succeshistorie som den eneste tidligere jugoslaviske republik, der blev selvstændig uden krig. Men andre end grækerne ser staten som et kunstprodukt. Bulgarien anerkender Makedonien, men ikke nationen. For bulgarerne er makedonerne kulturelt og etnisk bulgarere. Disse problemer med omverdenen har imidlertid vist sig løselige. EU-medlemmet Grækenland og EU-ansøgeren Bulgarien ville ikke skade deres internationale anseelse ved at modsætte sig anerkendelse af et selvstændigt Makedonien i 1992. Albansk mistillid Men trods den i øvrigt stærke internationale støtte er det selvstændige Makedonien forblevet en skrøbelig størrelse. Makedoniens albanere havde det fra starten svært med deres nye land. De havde rigelig grund til at nære mistillid til de makedonske magthavere efter årtier som andenrangsborgere. Mange udvandrede til Kosova, albanernes paradis i Jugoslavien, indtil Milosevic gjorde det til et helvede og mange makedonske albanere drog tilbage. Der vedblev at være stor forskel på Makedonien og Kosova, hvor albanerne boykottede valg under Milosevic, mens de blev ved med at stemme i Makedonien. Nu flygter makedonske albanere igen til Kosova og makedonere ud af områder med albansk flertal. Siden selvstændigheden har Makedoniens albanere krævet sproglige og kulturelle rettigheder. De ønsker forfatningen ændret, så landets multietniske karakter anerkendes. Nu hedder det i forfatningen, at landet er »det makedonske folks nationalstat«. Ud af landets 2,2 millioner indbyggere er over ti procent tyrkere, romaer, serbere o. a. Ifølge den seneste folketælling i 1994 er knap 30 procent albanere, men i realiteten udgør de over en tredjedel af befolkningen, da mange hjemvendte fra Kosova f. eks. aldrig har fået deres statsborgerskab anerkendt. Officielt er sket en vis etnisk forsoning. Efter valg i 1998 fik det ene af de to store albanske partier, Det Demokratiske Parti (DPA), seks ministerposter i regeringen. Sidste år anerkendte regeringen det EU-støttede albanske universitet i Tetovo, og en albaner blev for første gang udnævnt til politichef i de albanskdominerede områders hovedby. En række beføjelser skal snart overdrages til provinserne, og det vil betyde et vist selvstyre i albanske områder. Når det gælder job- og uddannelsesmuligheder, føler de fleste albanere sig imidlertid stadig som andenrangsborgere. Selv om opinionsundersøgelser viser, at flertallet af Makedoniens albanere afviser ekstremisters krav om et Storkosova, så giver det forhold, at makedonere og albanere traditionelt lever hver sit adskilte liv, dem gode muligheder for at piske til historisk had og mistro. Usikkerhed om ledere Makedonsk UCK er en relativt anonym størrelse, hvor flertallet af krigerne menes at være makedonere, der kæmpede med UCK i Kosova for to år siden. »I modsætning til kommandanterne i Presevo (det sydlige Serbien, red. ), som er stået frem og er velkendte, er ingen her sikre på, hvem der står i spidsen for ekstremisterne i Makedonien«, siger en redaktør ved Kosovas ledende avis Koha Ditore til den britiske avis The Guardian. Ifølge den serbiske avis Vercernje Novosti er separatisterne ved Tetovo ledet af Xhamit Hasani, som Makedoniens regering sidste år udvekslede med fire kidnappede grænsevagter. Emrush Xhemaili, leder af Kosovas Folkebevægelse (LPK), menes også at operere i Makedonien. LPK fik mindre end en procent af stemmerne ved sidste års lokalvalg i Kosova, og håber øjensynlig nu at kunne opnå mere i krig end ved stemmeurnerne. Da KFOR kun har overvågningsfunktioner i Makedonien, er det i øjeblikket lettere for ekstremister at få krigslyst tilfredsstillet der end i Kosova. Og så længe Kosovas status svæver i det uvisse, vil albanske ekstremister formentlig husere i albanskbefolkede områder ved dets grænser i Makedonien og i Serbien. Den makedonske hær er lille, dårligt udrustet og uden kamperfaring. Mange hærenheder anses for upålidelige i den nuværende situation, da en stor del af soldaterne er albanere. Derfor har myndighederne hidtil primært forsøgt at slå oprørere ned ved hjælp af politistyrkerne, der har en større andel af slaviske makedonere, men indkaldelse af reservister til hæren er nu i gang. Lederen af det albanske koalitionsparti, Arben Xhaferi, sagde i går til nyhedsbureauet Srna, at konflikten i Makedonien vil udvikle sig til et uoverskueligt blodbad, medmindre Vesten griber ind. Han mener, at det er Makedoniens hær og politi, som vil udløse blodbadet, da det store flertal af landets albanere ikke støtter ekstremisterne. Xhaferi synes desværre at have ret i, at konflikten ikke kan løses af de makedonske parter alene.