Danskere: Vi får ikke meget hjælp fra ambassader

Lyt til artiklen

Samtalen med Klaus Debel-Hansen varer under 20 minutter. Imens springer to bomber og giver genlyd i bjergområdet cirka en times kørsel nordøst for Beirut, hvor han opholder sig. De får ham til at stoppe op midt i det, han er ved at fortælle. »Kunne du høre braget? Ja, for det er altså ikke tordenvejr her«, siger han, og griner nervøst. International workshop Klaus Debel-Hansen er sammen med fem andre unge danskere fra Danmission i Libanon til en international workshop, hvor unge fra en lang række lande siden lørdag har arbejdet med større forståelse mellem mennesker med forskellig religion og kultur. Nu er de fanget i en krigszone. »Det er hårdt psykisk. Vi har kunnet høre bomberne og flyene om natten. Men vi er oppe i bjergene, og de libanesere, der er her, er jo vant til bomber fra tidligere. De siger: Jamen, det er langt væk, for ellers ville du kunne høre det der 'tsssht', når bomben er ved at lande, inden den springer«, siger Klaus Debel-Hansen. Træt af at vente Han har indtil nu været optimistisk med hensyn til at få hjælp af den danske ambassade. Nu er han træt af at vente i uvished. »Det virker, som om der ikke sker noget overhovedet fra deres side. Vi har fået et telefonnummer, hvor vi kan ringe og snakke med en libaneser, der har den samme historie hele tiden«, siger Klaus Debel-Hansen. Han fortæller, at de amerikanere, der er med på workshoppen, har fået besked på, at de skal forlade landet med det samme, og at de i Syriens hovedstad Damaskus kan få hjælp til at komme videre. »Men vi står stadig i en totalt fastlåst situation. Måske kan det stadig være muligt for os at komme ud via en grænse længst oppe nordpå. Men hvad skal vi så i Syrien? Der kunne det være rart, hvis den danske ambassade spillede lidt med på, om der er muligheder der i stedet for bare at sige: »Stay where you are«. Vi havde regnet med at skulle hjem mandag morgen, men hvor længe skal vi nu være her?«, siger Klaus Debel-Hansen. Strandede danskere Andre danskere er utilfredse med den danske ambassade i Damaskus, der også skal tage sig af Libanon. »Deres bedste svar på, hvad strandede danskere i Beirut skal gøre, er at opdatere sig via rejsevejledningen på udenrigsministeriets hjemmeside. De siger, at de arbejder på højtryk, og at de vil opdatere hjemmesiden, så snart det er muligt. Min veninde i Beirut har ringet til dem hele dagen på alle de numre, de oplyser, men hun kan ikke få fat på dem«, skriver Jonathan Herrik, der er journalist i Damaskus, i en mail til Politiken. Udenrigsministeriet opfordrede danskere, der opholder sig i områder med kamphandlinger, til at holde sig inden døre. Dog blev danskere i de sydlige forstæder til Beirut opfordret til at forlade området og søge nordpå. Angiveligt er det stadig muligt at flygte fra Libanon via de nordlige grænser til Syrien, men Udenrigsministeriet vil hverken råde eller fraråde danskere at forsøge.»Vi lægger det åbent frem på den måde, at den enkelte må vurdere, om man vil tage den risiko eller ej«, siger Uffe Wolffhechel, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau. Han oplyser, at ministeriet havde været i kontakt med 1.700 danskere, hvoraf de fleste gerne vil hjem. Taha Ellaou, der er bureauchef for Al-Andalus Rejser i København, skønner, at op mod 10.000 danskere er i Libanon, heriblandt et stort antal dansklibanesere og danskpalæstinensere. »Det er et regnestykke, vi har lavet ud fra, hvor mange direkte fly, vores bureau selv har sendt derned, plus afgange hos de andre selskaber, der også flyver til Beirut«, siger Taha Ellaou. I arbejdet på at finde en vej ud af det uroplagede land var udenrigsminister Per Stig Møller ifølge Uffe Wolffhechel i går i kontakt med udenrigsministeren i Finland, der har formandskabet i EU. Fly til Cypern Torsdag blev EU-borgere tilbudt at forlade området i et cypriotisk fly. Omkring 160 mennesker tog ifølge Politikens oplysninger med flyet til Cypern. Det har ikke været muligt at få oplyst, om der var danskere om bord. »Der er farlige situationer, men indtil videre har det ikke været nødvendigt at tage initiativ til en kollektiv aktion af EU-landene. Men situationen bliver fulgt nøje«, siger den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her