Hitlers slavearbejdere må vente

Politiken fredag: Næsten 56 år efter Anden Verdenskrigs slutning får de overlevende slave- og tvangsarbejdere fra Hitlertiden en ny skuffelse: Det bebudede økonomiske plaster på fortidens sår er udskudt uger, formentlig måneder. Årsagen er, at den amerikanske dommer Shirley Kram ikke vil afvise en gruppe erstatningssager mod tyske banker for deres rolle i nazismens økonomiske udbytning af omkring ti millioner jøder og tvangsudskrevne arbejdere fra de besatte lande. Trods en henstilling fra det amerikanske udenrigsministerium vil hun ikke indstille sagen, før tysk erhvervsliv har indbetalt sin halvdel af kapitalen til den nye tyske erstatningsfond. Påbegynd betaling Både den tyske regering og tysk erhvervsliv har de senere måneder ment, at fonden godt kunne begynde udbetalingerne til de omkring én million overlevende, selv om hele kapitalen på 10 mia. D-mark (cirka 38,5 mia. kr. ) ikke er indbetalt. Faktisk er der allerede indbetalt de 8,2 mia. D-mark, der efter aftalen med USA skal bruges til direkte erstatninger. De sidste 1,7 mia. skal bruges til administration, advokatsalærer og en ungdomsfond. For Tyskland er det afgørende punkt, at alle erstatningssager er indstillet. Det står også i loven om den fond, der ellers er klar til at begynde udbetalingerne. Sagen mod de tyske banker er den sidste erstatningssag, og derfor udløste dommer Krams afgørelse vild forvirring i Berlin. Erhvervsliv holder igen Tysk erhvervsliv vil anke afgørelsen og har allerede fået støtte fra USAs nye regering. Regeringen og oppositionen i Berlin anser tilsyneladende ikke den vej for farbar, og lagde hele dagen i går stærkt pres på erhvervslivet for straks at få indbetalt de manglende milliarder: »Problemet er ikke dommer Kram«, sagde den socialdemokratiske ordfører i sagen, Dieter Wiefelspütz. »Problemet er, at tysk erhvervsliv ikke har opfyldt sine forpligtelser«. Den borgerlige ordfører, Wolfgang Bosbach, forklarede erhvervslederne, at »god vilje ikke er nok. Erhvervslivets fondsinitiativ har vurderet situationen forkert«. Finansminister Hans Eichel har smækket statskassen i. »Staten betaler i forvejen 75 procent. For det første har vi indbetalt vores halvdel af kapitalen, og for det andet kan firmaerne trække deres indskud fra som driftsomkostninger. Her stopper det«. Skuffelse De overlevende er vrede og skuffede. De fleste af dem kommer fra Polen, Ukraine, Rusland og Hviderusland, hvor erstatningerne på henholdsvis 57. 750 kr. til slavearbejdere og 19. 250 til tvangsarbejdere, er beløb, der virkelig vil kunne mærkes. Kun ca. 330 er danske. »Nogle mennesker søger sikkert en biologisk løsning på dette problem. Hver dag er der nogle (af de erstatningsberettigede, red. ), der dør«, siger Adam Koenig, en berlinsk jøde, som i Auschwitz blev tvunget til at arbejde for IG Farben, til Reuters. »Tysk erhvervsliv er medskyldig i dommen, fordi det har skabt en atmosfære af usikkerhed«, siger den tjekkiske regerings ansvarlige, Jiri Sitler. Forbundskansler Gerhard Schröder vil i første omgang tale med erhvervslivet, og blev i går også fra flere sider opfordret til at kontakte præsident George W. Bush. For Schröder, der straks efter sit valg personligt tog problemet op, er det en prestigesag. Østrig har en lignende erstatningsfond, men dens leder, ambassadør Ernst Sucharipa, regner ikke med vanskeligheder. Dens kapital er nemlig dækket af indbetalinger eller klare tilsagn, og udbetalingerne er begyndt i disse dage. De mindst 900.000, måske 1,4 mio. overlevende fra slave- og tvangsarbejde i Tyskland når måske ikke at se pengene fra den omstridte fond. Omkring ti procent af dem dør hvert år. Men så vil deres arvinger få beløbet udbetalt. Der er erstatning til alle, der var i live 16. februar 1999.