Bag de firkantede parenteser

Hvad sker der, når titusindvis af mennesker samles for at redde verden? Der er selvfølgelig alle forhandlingerne og de alvorstunge statschefer, som toner frem på skærmen. Men så er der også alt det indimellem. Vi bringer et uddrag. På den udmærkede fortovsrestaurant 'The Bull Run' - lige over for Deutsche Bank - sidder en dansk delegation, der er rejst til Sydafrika for at gøde jorden for bæredygtige forretninger med de fattige lande. De fire mænd har smidt jakkerne og nippet til vinen, da den enes mobiltelefon ringer. »Davs«, siger han. »Ja, vi er jo nede for at frelse verden, og det går utroligt godt. Men vi mangler stadig et par detaljer«. Et par frokoster mere, måske, og så er den hjemme. Det er noget af en opgave at rydde op i klodens elendighed. Men der er også mange om det her i Sandton, Johannesburg-forstaden, hvor FN i de forløbne ti dage har forsøgt at samle verden om en indsats mod fattigdom og miljøsvineri. Rammen er behagelig, må man sige. Sol og palmer. Og rene fortove - takket være en hær af fejemænd fra de sorte ghettoer. Hver morgen transporteres de ind til Sandton på ladet af lastbiler. De sidder i et gitterbur, så skraldet ikke vælter af. Og så kan fejemændene også kigge sig omkring, når de kører rundt i gaderne. Inde i det enorme Sandton Convention Centre er der gang i den. Hele vejen oppe fra femte sal, hvor de mægtigste mænd - temmelig få kvinder - taler i den store sal, og ned til den underste kælder, hvor pressen er stuvet sammen i en ryddet lagerhal med fugle under loftet. Fuld knald på. Det vigtigste foregår i lukkede rum, hvor embedsmænd og politikere forhandler om de såkaldte firkantede parenteser - spørgsmål, man er uenige om - med udvalgte græsrødder som tavse vidner. Her er hele verden repræsenteret. Men det er mest de rige, der taler. Udviklingslandene tier som oftest, måske af høflighed, måske fordi forhandlingerne kan virke tågede, indviklede og uoverkommelige. Sproget er fyldt med de teknikaliteter og detaljer, vestlige embedsmænd elsker at boltre sig i. Flere ulande skifter derfor deres forhandlere ud med garvede topadvokater fra New York. Så bliver man nok ikke snydt - hvis man lige ser bort fra salæret. WTO's område En anden af ulandenes repræsentanter, EU's udviklingskommissær, Poul Nielson, kan ikke forstå, hvorfor både de fattige og græsrødderne vil snakke om EU's landbrugssubsidier. Selv om kommissæren tidligere under topmødet har kaldt støtteordningerne »perverse«, påpeger han, at enhver jo ved, at den proces hører hjemme i Verdenshandelsorganisationen WTO. Samme Nielson er i øvrigt langt mere kendt i Sydafrika end den danske miljøminister, Hans Christian Schmidt - manden, der på stort set alle pressemøder siger: »Det er dejligt at være her, og stemningen er så god«. I hvert fald sætter sydafrikansk tv ofte et skilt med 'Nielson' på, når Schmidt er på skærmen. De lokale medier synes i det hele taget at have et respektløst forhold til de danske ministre. Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin egenskab af EU-formand skal holde sin store tale om rent vand og økonomisk vækst til de fattige, bliver den direkte tv-transmission afbrudt til fordel for et længere reklameindslag om motorolie. Den slags er vanskeligt at hamle op med. Og det samme kan de store kulturforskelle på sådan et verdensmøde være, opdager en japansk minister, da han høfligt bemærker, at det vil tage i hvert fald et par år at skrive et samlende udspil om begrænsning af drivhusgasser - hvis det skal gøres ordentligt. De andre lande i klimagruppen insisterer beklageligvis på at få papiret i løbet af få timer. Og så bliver resultatet også på klimaområdet en gummiparagraf. På kodesprog En slentretur ned ad gangene og op og ned ad rulletrapperne i Sandton-centret giver en fornemmelse af, hvorfor topmødet nødvendigvis må ende med en bunke udvandede papirer. Hvordan skulle denne forsamling kunne enes om noget? På anden sal går elevatordørene op, og syv oliesheiker i fuldt ornat træder raskt ud på den røde løber, forbi fire afrikanske livvagter. På etagen ovenover sidder en spansktalende general i hvid uniform med kaskader af gyldent flitterstads på og taler i mobiltelefon. Ude på gangen passerer tre mænd i nepalesiske dragter en gruppe amerikanere, der står med bøjede hoveder i en rundkreds for at drøfte taktikken før et af de sidste, afgørende møder. Om kvinders rettigheder. Alle er de nødt til at lære sig det samme kodesprog, hvis de vil have en chance for at opfatte, hvad der vedtages om ørerne på dem. Når en tekst eksempelvis opfordrer til at tilslutte sig en miljøprotokol »på et passende tidspunkt«, betyder det, at de, der ikke vil, frit kan lade være. Når det hedder, at noget skal reduceres 'signifikant', er det, fordi verden ikke har kunnet blive enige om at stoppe det. Og når amerikanerne insisterer på at ændre tidsfristen for et nyt miljømål fra »10 år« til »så hurtigt som muligt«, fordi 10 år ifølge dem er alt for lang tid at vente på fremskridtet, så er det rart at vide, at 'as soon as possible' i virkeligheden betyder 'aldrig i livet'. Det ved græsrødderne godt. Men de er kun bisiddere. Også selv om de klogeste af dem har skiftet diverse etniske forklædninger ud med blazerjakker for ikke at skille sig for meget ud fra det store flertal af habitter i Sandton. Hjem igen Det er formentlig samme håb om magt og indflydelse, der får en af de tilrejsende danske parlamentarikere, Enhedslistens Keld Albrechtsen, til at overraske alt og alle og troppe op i slips til den danske ambassadørs reception. Andre vælger at blive i hverdagstøjet. Blandt dem et par folkesocialister, der i modsætning til langt de fleste andre tilrejsende også når et smut ud af Sandton for at kigge på den elendighed, som Johannesburg er så rig på. På vej hjem fra glasskårene og affaldsbjergene i forstaden Soweto overtaler de to danskere den sorte chauffør til at køre en omvej på 35 minutter - uden at betale ham en klink for det. Nu er det så slut, og alle rejser hjem. Også de mange sikkerhedsvagter, politifolk og prostituerede, der var fragtet hertil fra andre dele af landet for at betjene de prominente gæster. Og de mange gadebørn, der normalt sover i Sandtons gader, og som i anledning af topmødet har været anbragt andre steder. For ikke at ødelægge stemningen blandt dem, der var kommet for at frelse verden.