En uge efter kæmpehullet: Naboer lever i konstant frygt

Hullet. En mindre tekstilfabrik forsvandt, da kæmpehullet opstod midt i Guatemala City for nøjagtig en uge siden.
Hullet. En mindre tekstilfabrik forsvandt, da kæmpehullet opstod midt i Guatemala City for nøjagtig en uge siden.
Lyt til artiklen

Maria del Carmen de Ramirez har ikke været i sit hus i en uge.

Hun tør ikke.

Kæmpehullet, der opstod midt i Guatemala City under et kraftigt uvejr, slugte nabohuset, og nu vover den 60-årige kvinde ikke at komme tilbage.

»Alt, jeg har, er, hvad andre har givet mig«, fortæller hun til nyhedsbureauet AP.

Det 30 meter dybe og omkring 20 meter brede og cirkelrunde hul slugte en mindre tekstilfabrik sidste søndag. Samme vej kan en sikkerhedsvagt være røget sammen med den telefonboks, han stod i.

Der er også forlydender om, at en taxachauffør skal være dræbt.

»Lægen siger, at jeg skal vænne mig til mit nye liv til det liv, som ændrede sig i løbet af sekunder. Men det er svært. Jeg kan kun sove lidt ad gangen. Jeg føler mig magtesløs«, siger Maria del Carmen de Ramirez, som nu er bor hos sin svingerinde - bare et par meter fra sit eget hus.

Hullet opstod pludselig bag bilen
Naboer siger, at det er et under, at så få er kommet til skade. Således kom flere hundrede elever for at hente deres skoleuniformer nogle timer før, fabrikken forsvandt.

Andre Anguino og hans kone slap med nød og næppe med livet i behold. De var på vej i bil til svigerfamilien, da hullet pludselig opstod bag dem.

»Det var min kone, som advarede mig. Jeg kørte bare og anede ikke noget om hullet«, griner han.

»Men den gang var jeg meget skræmt«.

Lyd af vand - masser af vand

Andre Anguino fortæller, at han hørte en lyd af vand - »en masse vand« - da hullet opstod.

Eksperter har endnu ikke kunnet give nogen eksakt forklaring på kæmpehullet, skriver AP. Men naboer og lokale medier knytter det til den kraftige regn, som faldt sidste weekend - den krafigste i årtier. En dansk geolog giver dem ret.

»Der har helt sikkert været et hul i forvejen. Men det er er højst sandsynligt vandmasser, der har været skyld i, at taget over hullet er faldet sammen«, har geolog Bo Holm Jacobsen fra Århus Universitet sagt til politiken.dk.

Sådan opstod kæmpehullet i Guatemala

Guatemalas præsident er ikke tvivl om, at åbningen af hullet skyldes gamle og defekte samlinger af vandrør.

En talsmand for Guatemalas katastrofecenter oplyser, at eksperter skanner undergrunden for at undersøge stabiliteten i området.

Men målingerne besværliggøres af den aske, som vulkanen Pacaya spyede ud tre dage før, kæmpehullet opstod.

Vulkan indhyller hovedstad i aske

Imens har myndighederne afspærret hullet, som er draperet med store plastikpresenninger i et forsøg på at forhindre mere regn i at få dets sider til at skride sammen. En lokal cementfabrik har foreslået at samle vulkanaske, blande det med cement og stoppe det i hullet.

»De siger, at det kan tage mellem et år og halvandet at fylde hullet«, siger Maria del Carmen de Ramirez.

»Men jeg flytter ikke tilbage, før de forsikrer mig, at alt er o.k.«.

Ove Kusnitzoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her