Koran-præst vil mødes med New York-moskes bagmænd

Lyt til artiklen

Flytter I moskeen, så lader jeg være med at brænde Koraner af på lørdag.

Sådan lyder den byttehandel, pastor Terry Jones fra Florida tilbyder bagmændene bag planerne om at oprette en moske nær det sted, hvor World Trade Centeret stod indtil terrorangrebene den 11. september 2001.

Ifølge tv-stationen CNN vil Jones rejse til New York for at mødes med lederen af moskebyggeriet, imam Faisal Abdul Rauf, for at tale om at etablere moskeen et andet sted.

Rauf siger, at han ikke har aftalt et møde med Jones, der på sin side angiveligt troede, at de to havde en aftale om at moskeen blev flyttet mod at han ikke brændte bøger.

USA frygter Korankrise

Begge emner er særdeles betændte i USA lige nu.

Terry Jones' planer om at sætte ild til et par hundrede Koranbøger har ført til trusler fra den islamiske verden og kraftig kritig fra vestlige ledere.

Og Raufs moskeprojekt i New York har mødt indædt modstand fra dele af befolkningen, der er imod det muslimske moskeprojekt så tæt på det sted, hvor islamiske terrorister dræbte så mange ved angrebet på World Trade Center.

Terry Jones siger ifølge CNN, at en flytning af moskeen »vil være et tegn fra Gud.« I går meddelte han, at han aflyste den planlagte autodafé, bogafbrænding.

Men nu er han rede til at ændre den beslutning og alligevel brænde Koraner af.

LÆS ARTIKELPræst genoptager truslen om at brænde Koraner

Han har tidligere erklæret, at han vil undlade at sætte ild til bøgerne, hvis præsident Barack Obama beder ham om det. Obama har taget afstand fra forslaget.

Forsvarsminister Robert Gates har ringet til Florida-pastoren for at bede ham om at lade være med henvisning til, at det sætter amerikanske soldater i udlandet i fare for at blive ramt af muslimske terrorangreb.

Samme besked har chefen for tropperne i Afghanistan, general David Petreus, givet. Men han burde i stedet tage afstand fra yderligtgående muslimer, mener Terry Jones.

»Vi brænder bogen. Vi slår ikke nogen ihjel. Vi myrder ikke mennesker«, siger han.

LÆSTopgeneral: Koranafbrænding kan skabe uro i Afghanistan

Terry Jones siger til tv-stationen ABC, at hans syn på islam som en ondskabens religion er bekræftet.

»Vi har ikke brændt Koranen, og alligevel har der været optøjer og trusler verden over mod os. Det underbygger vores mission om at gøre Amerika og verden opmærksom på, at islam er farligere og mere voldelig, end vi troede«, mener han.

Moske ved Ground Zero splitter newyorkerne

I New York har ejendomsrigmanden Donald Trump tilbudt moskebagmændene at købe grunden til overpris.

Hans begrundelse er, at det ellers vil »ende i en alvorlig, ophidsende og opsplittende situation, der efter min mening kun kan blive værre«.

Samtidig har en række amerikanske medier såsom CNN, Fox News og nyhedsbureauet AP iføge avisen New York Times meddelt, at de ikke vil bringe billeder af brændende Koraner. AP begrunder det med, at det ikke vil dække begivenheder, der er beregnet på at provokere og fornærme.

POLITIKEN.TV Muslimer vil dræbe amerikanere for Koranafbrænding

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her