Frygt for ny flodbølge af giftslam i Ungarn

Lyt til artiklen

Store mængder giftigt rødt slam kan fosse ud i Ungarn, da et industrianlægs dæmning er ved at kollapse.

Det siger ministerpræsident Viktor Orban ifølge nyhedsbureauet AP.

»Dæmningen falder sandsynligvis sammen i dag. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men der er en stor risiko for det«, siger han og fortæller, at revner i den nordlige væg af anlægget gør det sandsynligt, at hele dæmningen vil bryde sammen.

SE FOTO Miljøkatastrofe truer dyr og mennesker

Tidligere på ugen strømmede mere end 700.000 kubikmeter kemisk affald ud i flere byer i det vestlige Ungarn. Det er blandt andet endt i Europas næststørste flod, Donau, hvor fiskelivet har lidt alvorligt under kemikalierne i vandet.

Indtil videre er syv mennesker døde, og mere end 120 blev såret af forureningen, der har fået myndighederne til at evakuere flere byer.

Det giftige affald stammer fra et aluminiumsværk og indeholder tungmetaller.

Ungarsk by evakueret nær giftdæmning

Premierminister Orban siger, at der er ved at blive bygget dæmninger mod nord, hvor der er lavtliggende befolkede områder. Nye dæmninger skal forhåbentlig kunne bremse slammen, hvis muren ved reservoiret bryder sammen og skaber et nyt giftudslip.

Meget slam tilbage i reservoiret

Zoltan Bakonyi, administrerende direktør i det selskab, der ejer anlægget har fortalt det ungarske nyhedswebsted Index.hu at mindst 95 procent af slammet stadigvæk er i anlægget.

Det vides endnu ikke, hvordan forureningen fandt sted, men ungarsk politi har beslaglagt dokumenter fra virksomheden, og det bliver undersøgt, om menneskelige fejl kan være årsagen til katastrofen.

Jens Anton Tingstrøm Klinken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her