Sydkoreas diplomater finder kuglerammen frem

Flugt. Beboerne på den sydkoreanske ø Yeonpyeong blev evakueret efter det nordkoreanske angreb.
Flugt. Beboerne på den sydkoreanske ø Yeonpyeong blev evakueret efter det nordkoreanske angreb.
Lyt til artiklen

Det hersker tvivl om, hvordan FN vil gribe konflikten på den koreanske halvø an.

I går så det ud til, at FN's Sikkerhedsråd ville holde et hastemøde, efter at Nordkorea angreb Sydkorea med cirka 200 granater. Fire personer er dræbt og flere såret.

LÆS MERE Sydkorea finder dræbte civile efter granatangreb

Men nu tøver sydkoreanerne med at få sagen indbragt for sikkerhedsrådet.

»Vi har ikke lagt vores holdning fast endnu. Jeg tror, at vi skal have lavet nogle beregninger af fordelene og ulemperne ved at gøre det, før vi beslutter os«, siger en anonym kilde i landets udenrigsministerium til nyhedsbureauet Yonhap.

46 dræbt efter skibsforlis
Tvivlen skyldes sikkerhedsrådets håndtering af en opsigtsvækkende sag fra foråret, hvor et sydkoreansk krigsskib blev sænket.

En torpedo ramte skibet, og 46 besætningsmedlemmer blev dræbt.

FN's Sikkerhedsråd fordømte sænkningen men undlod at anklage Nordkorea for at stå bag.

LÆS MERE

FN fordømmer sænkning af sydkoreansk skib

De sydkoreanske diplomater er nu gået i tænkeboks for at finde ud af, om sikkerhedsrådet vil komme frem til et lignende resultat efter gårsdagens kamphandlinger.

Store lande splittet

Kina og Rusland har begge vetoret i sikkerhedsrådet, og de er kendt for at have et langt mere tilgivende syn på nordkoreanske provokationer end de øvrige stormagter.

I modsætning til blandt andre USA og Japan undlod Kina og Rusland at fordømme det nordkoreanske angreb.

I stedet udtrykte de bekymring over situationen og opfordrede begge de stridende parter til at finde en diplomatisk løsning på striden.

LÆS MERE Koreanske granatkampe bekymrer store nabolande

Nordkorea fastholder, at angrebet var en reaktion på en sydkoreansk militærøvelse.

Sydkoreanerne afviser, at øvelsen på nogen måde gav fjenden i nord grund til at begynde et granatangreb.

Affyringer skete i vestlige retning, ikke nordlig, understreger militærets ledelse.

Amatørvideo viser det nordkoreanske granatangreb.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her