Lækage: Palæstinenserne ville opgive millioner af flygtninge

Protest. Sikkerhedsfolk spærrer for indgangen til tv-stationen al-Jazeeras redaktion i Ramallah, efter at mængden havde raseret lokalerne.
Protest. Sikkerhedsfolk spærrer for indgangen til tv-stationen al-Jazeeras redaktion i Ramallah, efter at mængden havde raseret lokalerne.
Lyt til artiklen

Palæstinensiske ledere har under fredsforhandlingerne med Israel i 2007-2009 under hånden været parat til at accpetere, at kun 10.000 palæstinensiske flygtninge og deres familier kunne vende tilbage til Israel - ud af en samlet flygtningebefolkning på mere end fem millioner.

Det fremgår af en stribe fortrolige dokumenter, som den arabisksprogede tv-station al-Jazeera har fået fat i, og som nu offentliggøres i samarbejde med den britiske avis The Guardian.

Ifølge dokumenterne var de palæstinensiske forhandlere også parat til at acceptere Israels krav om retten til klart at definere sig som en jødisk stat. Et palæstinensisk udspil, der stod i direkte modstrid med den officielle holdning.

I det palæstinensiske selvstyre afviser man vredt dokumenterne som et 'propaganda-spil'.

LÆS ARTIKEL Top-palæstinensere afviser læk: Vi går ikke af med Jerusalem

Ifølge The Guardian giver lækagerne et billede af størrelsesordenen på de indrømmelser, som palæstinenserne har været villige til at give, men som Israel har forkastet.

»Men de lækkede dokumenter kaster også lys på den enorme magtmæssige ubalance i en fredsproces, som, mange mener, er løbet ud i sandet«, skriver The Guardian.

Ifølge The Guardian viser de seneste dokumenter også:

  • at USA's udenrigsminister Hillary Clinton og andre amerikanske forhandlere udelukkende ville acceptere et palæstinensisk lederskab bestående af præsident Mahmoud Abbas og premierminister Salam Fayyad.
  • at Condoleezza Rice, udenrigsminister under George W. Bush, i 2008 foreslog, at palæstinensiske flygtninge kunne blive genbosat i Sydamerika. Rice mente, at der måske kunne blive tale om lande som 'Chile, Argentina og andre....'
  • at Israels daværende udenrigsminister Tzipi Livni i 2007 sagde til de palæstinensiske forhandlere, at hun var modstander af international ret og insisterede på, at denne ret ikke kunne bruges som reference i fredsforhandlingerne. »Jeg var justitsminister. Men jeg er modstander af ret - især international ret«, sagde Livni.
  • at Tzipi Livni gentagne gange i 2007-2008 pressede på for at indgå en handel som indebar, at nogle af Israels egne arabiske statsborgere kunne overføres til en fremtidig palæstinensisk stat. Det skulle ske som led i en land-udveksling, hvor palæstinensiske landsbyer på israelsk område blev taget i bytte for jødiske bosættelser på Vestbredden.

Forhandlerne afviser

Efter offentligørelsen af disse dokumenter afviser Tzipi Livnis talsmand, at hun skulle have diskuteret udveksling af befolkningsgruipper. Talsmanden fastholder også, at Livni ikke havde kritiseret international ret.

I Ramallah på Vestbredden er al-Jazeeras kontorer blevet invaderet af sikkerhedsfolk og af demonstranter som reaktion på afsløringerne.

Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, siger, at lækagerne er en bevidst 'sammenblanding', mens chefforhandler Saeb Erekat hævder, at det hele er »taget ud af en sammenhæng og indeholder løgne«.

LÆS OGSÅ Lækage: Palæstinenserne tilbød Østjerusalem til Israel

Kaare Skovmand

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her