Et kort øjeblik fik Mubarak-modstanderne på Tahrir-pladsen i Kairo en forsmag på det, de har kæmpet for i efterhånden mange dage:
Sejrens sødme.
Det fortæller politiken.dk's udsendte i Kairo.
Han stod på pladsen sammen med de tusinder af mennesker, da de kort efter klokken 17 lokal tid fik en nyhed, der fik dem til at bryde ud i vild jubel.
Præsident er væk
»Mubarak er færdig. Han er væk«.
Det fortalte en demonstrant på gaden, da den ekstatiske jubelscene brød ud. Samtidig trak han sin hånd hen over halsen for at gøre sig mere forståelig og lægge tryk på budskabet.
Urolighederne koster Egypten dyrtDemonstranterne omfavnede hinanden, folk prøvede at ringe, de råbte, skreg og hylede, fortæller politiken.dk's udsendte. Nogle knælede og kyssede jorden og en lille dreng i soldateruniform blev løftet op over menneskemængden, som symbol for sejr.
Rygtet talte ikke sandt
Men pludselig punkterede stemningen. Over højtaleren blev rygtet afkræftet. Det var ikke sandt. I under 10 minutter havde demonstranterne glædet sig.
Skuldrene på de mange glade demonstranter faldt ned, folk græd og rystede på hovedet.
I et øjeblik var der stille, men så fortsatte demonstranterne som før med at råbe slagord og lytte til taler.
Stenkast før i dag
Situationen i Kairo på selve 'Afgangens Dag', som dagen i dag er blevet døbt, har været forholdsvist fredelig i dag. Bortset fra stenkast i eftermiddags mellem de to demonstrant-grupper, der er henholdsvis for og imod Mubarak. fortæller politiken.dk's udsendte.
LÆS MERE Stenkast ved Tahrir-pladsen
Tumulten var opstået, fordi Mubaraktilhængere forsøgte at komme ind på Tahrir-pladsen, hvor modstanderne af præsidenten var samlet.
I det område af pladsen, hvor der onsdag og torsdag var deciderede kampe mellem demonstranter, har militæret taget opstilling og sørger for, at de to grupper demonstranter ikke kommer i nærheden af hinanden.
fortsæt med at læse




























