Berlusconi tager sexanklager med ro

Selvsikker. Silvio Berlusconi tager retssag om magtmisbrug og købesex-anklager i stiv arm.
Selvsikker. Silvio Berlusconi tager retssag om magtmisbrug og købesex-anklager i stiv arm.
Lyt til artiklen

Selvom en italiensk dommer har besluttet, at Italiens 74-årige ministerpræsident, Silvio Berlusconi, skal i retten for magtmisbrug og anklager om købesex med en 17-årige marokkanske pige, er hovedpersonen selv ikke synderligt bekymret.

»Jeg kan sige, at jeg overhovedet ikke er bekymret«, siger Silvio Berlusconi og fortsætter:

»Af kærlighed til gud ønsker jeg ikke at tale om det. Men det er rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke er det mindste bekymret«.

Bliver på sin post
Silvio Berlusconi understreger, at han agter at blive på sin post frem til valget, som efter planen skal afholdes i 2013.

»Vi har aldrig været mere samlet og mere sikre på, at vi vil fortsætter indtil vores mandat løber ud«, siger en smilende Berlusconi til journalisterne.

Berlusconi har afvist at have gjort noget galt i den meget omtalte sexsag. Han oplyser således, at han aldrig har betalt for sex, og at der er tale om politisk motiverede anklager.

Silvio Berlusconi tiltales for købesex med mindreårig prostitueret

Den nu 18-årige kvinde, Karima El Mahroug, der er en marokkansk natklubdanserinde med kælenavnet 'Ruby', afviser også selv, at Berlusconi har haft sex med hende. Hun siger, at hun har fået pengene for at være 'selskabsdame' i hans privatbolig.

Videre siger anklageren, at premierministeren pressede politiet for at få Karima El Mahroug løsladt, da hun blev tilbageholdt i en anden sag om tyveri.

For at få hende løsladt sagde Berlusconi, at hun var den nu afsatte egyptiske leder Hosni Mubaraks niece.

Risikerer flere års fængsel

Strafferammen i Italien for at have købesex med mindreårige er tre år, og der kan gives seks år for magtmisbrug.

Det første retsmøde er planlagt til den 6. april, og det bliver tre kvindelige dommere, som skal afgøre Berlusconis skæbne.

LÆS OGSÅ Kvinder i 230 byer protesterer mod Berlusconi

I søndags gik hundredtusinder af italienske kvinder på gaderne for at vise deres vrede og foragt over det dårlige omdømme, som de mener, at premierministeren giver dem.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her