Den britiske regering med daværende premierminister Gordan Brown i spidsen mistede tilsyneladende tilliden til de amerikanske myndigheder, da USA i februar 2008 måtte indrømme, at CIA havde benyttet luftbasen på den britisk kontrollerede ø Diego Garcia i Det indiske Ocean til to hemmelige fangeflyvninger.
To måneder efter skriver den amerikanske ambassade i London i et hemmeligt stemplet telegram hjem til Udenrigsministeriet i Washington, at Storbritannien nu strammede op på procedurerne omkring amerikanske efterretningsflys tilladelse til at bruge britisk luftrum og britiske lufthavne. Fremover skulle USA søge om sådanne flytilladelser gennem politiske kanaler – fra regering til regering.




























