De danske strålingseksperter på Risø DTU har stadig tro på, at det kan lykkes de japanske myndigheder at forhindre atomulykken på Fukushima-værket i at løbe helt af sporet.
Godt nok er der de seneste dage konstateret plutonium uden for en indkapslet reaktor, ligesom der er målt radioaktivt jod i havet ud for atomkraftværket i mængder, der er 3.355 gange højere end den tilladte grænseværdi.
Men fundene er ikke katastrofale, vurderer seniorforsker Erik Nonbøl, afdelingen for strålingsforskning på Risø DTU.
»Det er meget lidt plutonium, der er fundet i de jordprøver, man har taget. Niveauet ligger kun en lille smule over det, der normalt er i jorden som følge af de atomsprængninger man tidligere foretog i atmosfæren«, siger Erik Nonbøl.
»Omvendt tyder fundet på, at noget af brændslet inde i reaktoren er smeltet. Hvor meget er dog svært at sige på det nuværende grundlag«, siger Erik Nonbøl, der følger udviklingen tæt og blandt andet er i kontakt med de japanske myndigheder og Det Internationale Atomagentur.
Det ser jo ud til, at der er brud på forseglingerne. De brud eller revner skal man naturligvis gøre alt for at finde og få lukket
Tsunami smadrede kølesystem
Ulykken tog sin begyndelse, da et kraftigt jordskælv 11. marts rystede den nordøstlige del af Japan og sendte en flere meter høj, ødelæggende tsunami ind over land.
Atomkraftværkets reaktorer blev helt planmæssigt lukket ned, da jordskælvet ramte.
Men fordi tusnamien ødelagde værkets kølesystem, har en mindre gruppe arbejdere siden kæmpet for at holde selskabets reaktorer nedkølede i håb om at undgå nedsmeltninger og radioaktive udslip, der er farlige for mennesker og dyr.
FOTO
Trods den ihærdige indsats fra arbejderne på det ulykkesramte værk er der blevet konstateret flere tilfælde af radioaktivt udslip i og omkring værket. Det gælder blandt andet i drikkevandsboringer, i jorden og i havet.
De høje jod-målinger ertaget i havet 300 meter fra den beskadigede Reaktor 1.
»Det lyder selvfølgelig meget højt, men når det når længere ud på åbent hav, vil koncentrationen blive kraftigt fortyndet. Det er ikke katastrofalt for mennesker, men selvfølgelig vil det have konsekvenser for fisk og skaldyr i området«, siger Erik Nonbøl.
Ikke et nyt Tjernobyl
Ulykken i Japan er den værste atomulykke de seneste 25 år, siden Tjernobyl-uklykken i 1986.
Men hvor der på Tjernobyl var tale om det værst tænkelige - at reaktoren løb løbsk, mens den var i drift - blev alle reaktorerne på Fukushima-værket lukket ned umiddelbart efter jordskælvet.
Eksperter er enige om, at der formentlig er sket nedsmeltninger i brændselsstængerne, men spørgsmålet er i hvor stort omfang.
Det er umuligt at vide, for ingen har kunnet komme helt tæt på reaktorerne.
Ifølge Erik Nonbøl er problemet, at det er umuligt for arbejderne at komme ind i anlæggets turbinebygning og reparere kølesystemet, da den indeholder så meget radioaktivt vand, at arbejderne risikerer svære strålingsskader.
Radioaktivt vand sinker arbejdet på atomkraftværkVandet er blevet brugt til at nedkøle reaktorerne og nu forsøger de japanske arbejdere så at pumpe det over i en stor kondensator, så de kan komme til at reparere kølesystemets pumper og rør.
Normalt er der brug for fire pumper til at køle en reaktor ned, men Erik Nonbøl vurderer, at det vil være nok at få en enkelt pumpe til hver reaktor op at køre.
»Det burde kunne holde trit med varmeudviklingen«, siger Erik Nonbøl.
Samtidig er det ifølge strålingseksperten vigtigt at finde ud af, hvordan det radioaktive materiale er sluppet ud.
»Det ser jo ud til, at der er brud på forseglingerne. De brud eller revner skal man naturligvis gøre alt for at finde og få lukket«, siger han.
Reaktorer bliver skrottet
Fukushimaværkets ejer, Tepco, har meddelt, at værkets fire beskadigede reaktorer under alle omstændigheder vil blive taget helt ud af drift og skrottet. En operation der vil tage flere årtier og koste milliarder af kroner.
LÆS OGSÅ Fire løbske atomreaktorer skrottes
Samtidig overvejer Tepco og de japanske myndigheder at indkapsle hele atomkraftværket i cement på samme måde, som man gjorde det med Tjernobyl. Det er dog en beslutning, der kræver en grundig overvejelse, påpeger Erik Nonbøl.
»Man skal i hvert fald helst have alt det brændsel, der er smeltet, væk derfra, da det udgør en strålingsrisiko i lang tid. Det kan godt være, at reaktorerne er så kontaminerede, at de skal lukkes, men om de skal indkapsles er for tidligt at sige«.




























