USA har fået sin egen pendant til den danske Muhammedtegningsag, efter at den omstridte præst Terry Jones har brændt en Koran af i sin menighed i USA. I fredags kom det til voldsomme optøjer i Afghanistan, og FN blev udsat for sit hidtil blodigste angreb: Syv FN-folk, herunder en svensker og en nordmand, blev dræbt. Siden er endnu flere blevet dræbt. Alligevel var der ikke tegn på anger, da Politiken talte med Terry Jones efter weekendens blodige begivenheder. Flere mennesker er døde, fordi du brændte Koranen. Fortryder du, at du gjorde det? »Overhovedet ikke. Jeg håber, at de, som er ansvarlige for mordene, bliver bragt for retten og straffet. Men jeg har intet ansvar for det – lige så lidt som Martin Luther King jr. havde det for de mennesker, som døde i forbindelse med borgerrettighedskampene i USA«.
LÆS OGSÅ Obama fordømmer koran-afbrændende præst
Så du ville gøre det igen?
»Det har vi ikke nogen planer om, men grundlæggende ja. Jeg beklager tabet af liv, og jeg håber, at USA og andre vestlige lande indbringer både de ansvarlige og de muslimske lande for FN og forlanger, at de respekterer menneskerettighederne og ytringsfriheden – og ellers smider dem ud af FN«.
Hvad ville du sige til de pårørende til dem, som blev dræbt i Afghanistan, hvis du mødte dem?
»Jeg ville sige, at jeg følte med dem og vidste, hvordan de har det. Min egen kone gennem 25 år døde meget brat for nogle år siden, så jeg kender følelsen af tab«.
Jo, men hun blev vel ikke halshugget?
»Nej, hun døde af et hjerteanfald. Men død er død, og det er altid umådelig trist«.
FN: Hvorfor stoppede afghansk politi ikke massakre?Men hvad var formålet med at brænde Koranen? »For at vække verden til truslen fra den islamiske ekstremisme. Vi ville have brændt den sidste år i forbindelse med 11. september, men det førte til protester, så denne gang gennemførte vi en retssag med tre specifikke anklagepunkter mod Koran. Og den blev så fundet skyldig og dømt til at blive brændt«. Hvad anklagede I Koranen for? »For det første at bidrage til at træne og fremme terror verden over. For det andet at være medansvarlig for tortur og mord på mennesker, alene af den grund at de ikke er muslimer. Og endelig forbrydelser mod kvinder, minoriteter og alle, som ikke er muslimer«. Og Koranen tabte sagen? »Ja, hele retssagen varede omkring seks timer«.






























