Dalai Lama utilfreds med dansk Tibet-erklæring

Åndlighed. Dalai Lama mødes i dag med danske politikere - nøje fulgt af de kinesisiske myndigheder.
Åndlighed. Dalai Lama mødes i dag med danske politikere - nøje fulgt af de kinesisiske myndigheder.
Lyt til artiklen

Tibets landflygtige leder, Dalai Lama, finder det upassende, at Kina i 2009 pressede Danmark til at vedtage en meget vidtgående erklæring om Tibet. Det siger han mandag under sit besøg i København.

Den såkaldte verbalnote blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget under FN's klimatopmøde i København. Den siger, at Danmark aktivt skal modarbejde selvstændighed for Tibet, som blev invaderet af Kina i 1950.

»Selvfølgelig har den kinesiske regering al mulig ret til at opfordre sin egen befolkning til hvad som helst. Men udlændinge ... ha-ha«, ler Dalai Lama under et interview med Ritzau.

LÆS OGSÅ Kina sender Dalai Lama på hotel med danske politikere

Erklæringen var »betaling« for, at Kina atter lukkede Danmark ind i varmen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i maj 2009 modtog Dalai Lama i embedsboligen, Marienborg.

Modtagelsen vakte stor vrede i Beijing og førte det næste halve år til adskillige aflyste ministerbesøg og andre sanktioner, selv om Lars Løkke kaldte mødet »privat«.

»Både Danmark og resten af EU har ret til selv at træffe beslutninger. I kan selv vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Der er ikke brug for belærende foredrag fra andre«, siger Dalai Lama.

Træder tilbage som overhoved

Til gengæld slår det ingen skår i glæden for ham under hans besøg i Danmark, at regeringen ikke føler trang til at modtage ham denne gang, siger han.

»Når jeg rejser, er det altid min hovedinteresse at fremme menneskelige værdier og harmoni. De ting har ikke meget med regeringer at gøre, men med offentligheden«, siger de tibetanske buddhisters overhoved.

LÆS OGSÅ Tibet vælger, hvem der skal afløse Dalai Lama

Hverken Lars Løkke eller udenrigsminister Lene Espersen (K) agter at modtage lamaen denne gang. Det tilskrives den afstraffelse, Danmark blev udsat for sidst.

»Hvis regeringsledere har det fint med det, er jeg glad for at møde dem. Hvis de føler det ubelejligt, er det ikke noget problem«, siger Dalai Lama.

Han har netop bekendtgjort, at han vil opgive sin politiske rolle som leder af Tibets eksilregering.

»Jeg siger altid, at religiøse og politiske institutioner må adskilles. Så det kan ikke nytte, at jeg selv gør det modsatte. De sidste 400 år har Dalai Lama'erne haft både åndeligt og verdsligt ansvar. Det er forældet og må stoppe«, fastslår han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her