En ung, dansk studerende flygtede ud af det uroplagede Syrien via Jordan. Her er hendes beretning:
Tror du, vi kommer levende herfra? Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, og chaufføren rykker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften. De sidste 12 dage har jeg opholdt mig i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en akavet stilling i bunden af en taxa fra Damaskus til Amman. 75 km fra den jordanske grænse går mit mobilsignal ud. Jeg er ikke i kontakt med omverdenen længere. Det syriske militær begynder allerede uden for Damaskus at tjekke vores pas. De benægter, at der er problemer ved grænsen, så vi kører videre i uvidenhed om, hvad der venter os. Jeg er tæt ved den syriske grænseby Dara’a kun 17 kilometer fra den jordanske grænse. Jeg tænker på de mennesker – hundredvis – som jeg under de sidste 4 timers kørsel har udvekslet blikke med – blikke, som siger mere end ord. De er klar. Klar til at kæmpe for retfærdighed og frihed. Mon de vil få den frihed, som de ønsker sig? Vores medpassagerer – et britisk par – råber »get down«, og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lastbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om på motorvejen, før vores chauffør drejer ud på en mark og kører ’off road’. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærmere nu. Vores off road-vej ender blindt, og eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene – benzinmåleren er begyndt at blinke. Chaufføren finder en ny vej, hvor endnu en vejspærring ses forude. Vi kører frem mod en stor gruppe oprørere med det karakteristiske palæstinensiske tørklæde og maskingeværer pegende mod bilen. Den ene side af motorvejen er totalt spærret af stenblokke og bål. Jeg bliver bedt om at stå ud af bilen. Der lugter af bål, og flere af børnene har store kæppe i hænderne. En af oprørerne viser mig skudhuller i mange af husene på vejen. Han fortæller på et forståeligt engelsk: »Vi har ikke mere vand, ingen elektricitet, og det syriske militær skyder os. Fortæl det til ’jeres’ verden (Vesten, red.), hvis I kommer til Jordan – inshallah«. Jeg nikker. Ja, jeg fortæller det, hvis vi når til Jordan ... om Gud vil. Efter 4 timers når vi grænsen. Vi har i disse timer passeret mellem 50-100 ’døde’ vejspærringer med store stenblokke placeret midt på motorvejen. Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnene og hørt alt for mange skudsalver. Ved grænsen tjekker de vores kameraer, og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endelig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.
