Soldater og helikoptere hjælper jordskælvsofre i Spanien

Sammen med politi og militær deler Røde Kors tæpper og mad ud til jordskælvsofrene.
Sammen med politi og militær deler Røde Kors tæpper og mad ud til jordskælvsofrene.
Lyt til artiklen

De spanske myndigheder sætter massivt ind for at hjælpe indbyggerne i den sydøstlige Murcia-region, der i aftes blev ramt af to jordskælv.

Otte personer meldes dræbt og 120 såret, heraf tre alvorligt.

Tusindvis af indbyggere i den historiske by Lorca tæt på skælvenes epicentre sov i nat under åben himmel af frygt for efterskælv og nye sammenstyrtninger.

LÆS OGSÅ Jordskælv sætter tusindvis af spaniere på gaden

Det spanske katastrofeberedskab har sendt 420 soldater og andet personel fra blandt andet Madrid, Valencia og Sevilla til området for at bistå med oprydningsarbejdet. Det skriver den spanske avis El Pais.

Med sig har de 147 ambulancer, ingeniørkøretøjer, lastbiler og andre køretøjer, samt tre helikoptere.

Samtidig bliver der uddelt mad, vand og tæpper til jordskælvsofrene. I alt drejer det sig om:

  • 6.900 måltider
  • 1.100 dagsrationer
  • 15.100 liter vand
  • 1.200 tæpper

Værste skælv siden 1956

Jordskælvene er de værste i Spanien siden 1956, hvor 12 personer blev dræbt ved et jordskælv i Granada-regionen.

Gårsdagens jordskælv målte henholdsvis 4,5 og 5,1 på den åbne Richterskala. Efterfølgende har der været fire mindre efterskælv i området.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her