Kongreskvinde viser sig for første gang efter skudangreb

SKUDOFFER. Gabrielle Giffords fotograferet sammen med sin mor. Billedet er taget dagen inden en hjerneoperation, der skal genopbygge dele af hendes kranium efter skudangrebet.
SKUDOFFER. Gabrielle Giffords fotograferet sammen med sin mor. Billedet er taget dagen inden en hjerneoperation, der skal genopbygge dele af hendes kranium efter skudangrebet.
Lyt til artiklen

Håret er kort, men dækker arret efter det skud, der ramte Gabrielle Giffords i hovedet.

Det viser fotografier af den kvæstede amerikanske kongreskvinde, der stadig behandles for de skader, hun fik, da en tilsyneladende sindsforvirret mand i januar skød løs mod hende og de omkringstående ved et møde foran et indkøbscenter i Tucson.

LÆS OGSÅ Sherif: Arizona-massakre kan skyldes hadefuld valgkamp

Politikerens talsmand, Pia Carusone, oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at Giffords kan blive udskrevet i løbet af en måneds tid, men at hun stadig har lang tids genoptræning foran sig.

Tale volder kvaler

Politikeren lider fortsat af talebesvær og har svært ved at udtrykke sig i hele sætninger, men kan ifølge de amerikanske medier gå og bevæge sig uden vanskeligheder.

Hun blev ramt i siden at hovedet ved skyderiet i Tuscon, hvor seks tilfældige tilskuere - blandt dem en lille pige - blev dræbt og flere såret.

Gerningsmanden på 22 år kan ikke retsforfølges på grund af sindssygdom, har en domstol i Arizona fastslået.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her