De amerikanske myndigheder har afsløret en pædofiliring ved navn Dreamboard, der har samarbejdet om at samle omfattende mængder børneporno på internettet.
Omkring 600 medlemmer af netværket kan have distribueret børneporno i et omfang, der optager lagringsplads på op til 123 terabyte.
Det svarer ifølge de amerikanske myndigheder groft sagt til indholdet på næsten 16.000 dvd'er.
LÆS MERE Dansker anholdt i international pædofiliring
Efterforskningen har ført til anholdelsen af 52 personer i en stribe lande - heriblandt mindst en i Danmark.
»Jeg kan bekræfte, at vi på baggrund af oplysninger fra amerikanerne har anholdt en person i Danmark. Det er den relevante politikreds, som behandler sagen«, siger politikommissær Jesper Schultz fra Rigspolitiet.
Anholdte lå inde med mere
Størstedelen af de anholdte bor i USA, og her har det vist sig, at mændene lå inde med endnu mere børneporno, end de havde valgt at dele på netværket, siger chefen for Homeland Security, Janet Napolitano.
»Yderligere medier fundet hos målene i USA alene har vist sig at rumme over en million billeder af børneporno«, siger hun.
En sorgens og glædens dag
De amerikanske myndigheder beskriver billederne som »rædselsvækkende« og »ubeskrivelige«.
Og afsløringen fremprovokerer blandede følelser, siger chefen for efterforskningsenheden ICE, John Morten.
»Det er en dag med stor succes, fordi ICE har bragt en ende på en af de værste tilfælde af børnemisbrug på internettet, som ICE nogensinde har efterforsket. Det er en dag med stor sorg, fordi denne sag i sidste ende er fortællingen om pervers og ofte voldelig udnyttelse af børn, meget, meget unge børn for at tilfredsstille de mørke glæder hos en gruppe voksne mænd«.
Tre administratorer fortsat på fri fod
Netværket med omkring 600 medlemmer blev ifølge CNN administreret af fem personer, hvoraf to er anholdt i henholdsvis Frankrig og Canada.
De resterende tre endnu ikke er identificeret, oplyser tv-stationen.




























