Det burde have været en succeshistorie om, hvordan kinesisk politi fangede en mand, som har holdt seks kvinder som sexslaver i op mod to år.
Men på grund af politifolks uforståelige magtmisbrug er det blevet en pinlig sag, som byens politimester har undskyldt offentligt, samtidig med at han har fyret fire betjente. »Som politichef er det mig, der bærer ansvaret«, sagde politimester Guo Congbin i weekenden ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua. »Jeg tigger og beder beboerne i Luoyang om at give os en ny chance. Vi lover at vise resultater«, lød løftet fra politimesteren.




























