Dødstallet fra søndagens jordskælv i Vanregionen i Tyrkiet er nu oppe på 279.
Det tal ventes ifølge lokale medier at kunne stige med flere hundrede, efterhånden som redningsmandskab får gravet sig igennem de bygninger, der er styrtet sammen i byer som Van og Ercis.
Inde fra ruinerne høres fortsat råb om hjælp, oplyses det.
LÆS OGSÅ Fanget jordskælvsoffer ringede selv efter hjælp fra murbrokkerne
1.300 er blevet kvæstet. Og mange må klare sig i det fri, fordi ejendomme og huse har taget skade af jordrystelsen og fordi de frygter nye efterskælv. De overnatter udendørs i temperaturer omkring frysepunktet.
Mange har mistet deres hjem
»Lige nu er det et kapløb med tiden for at sikre ly til de mennesker«, siger en repræsentant for nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne til avisen The Guardian.
Han anslår, at op mod 40.000 er gjort hjemløse af naturkatastrofen.
Repræsentanter for de tyrkiske myndigheder oplyser ifølge BBC, at 12.000 telte er ved at blive sendt til området.
LÆS OGSÅ Hjælpearbejdere har ledt efter overlevende hele natten
Flere hundrede redningshold er sat ind i området, skriver avisen Zaman. Samtidig er der ved at blive oprettet felthospitaler og -køkkener til de tusinder, der har mistet deres hjem.
Skælvet blev ifølge tyrkiske geologer målt til en styrke på 7,2. Det har ødelagt mange huse, bygget af lersten i landsbyer i området. Men også henved 80 fleretages ejendomme meldes kollapset, hovedparten i Ercis, en by med omkring 75.000 indbyggere.




























