Politikere og presse støtter bomberamt satireblad

ANGREBET. Betjent ud for Charlie Hebdos redaktionslokaler efter brandbombeattentatet.
ANGREBET. Betjent ud for Charlie Hebdos redaktionslokaler efter brandbombeattentatet.
Lyt til artiklen

Nattens angreb mod satirebladet Charlie Hebdo har vakt opsigt i Frankrig.

Bladets redaktion blev kraftigt beskadiget, da en eller flere gerningsmænd smed en brandbombe ind i kontorerne - tilsyneladende i protest mod en tegning af muslimernes profet Muhammed.

»Selvfølgelig vil alt blive gjort for at finde gerningsmændene«, erklærer indenrigsminister Claude Gueant.

LÆS OGSÅ Redaktion ødelagt som hævn for muhammedtegning

Charlie Hebdos redaktionslokaler ligger i et indvandrerkvarter i den franske hovedstad. De lokale beboere tager afstand fra angrebet.

»Det her må ikke ske. Det er med til at skabe yderligere splid mellem muslimer og andre«, lyder kritikken af angrebet blandt kvarterets handlende.

Lokale beklager attentatet
Men satirebladet får også kritik for at bringe sig i den situation ved at gøre grin med Muhammed:

»Det her er udelukkende gjort for at sælge aviser. Det er ulykkeligt at sætte befolkningsgrupper op mod hinanden for at gøre det«, siger en grønthandler til politiken.dk.

Men mange konkluderer, at »det her opstår, når man fornærmer andres religion«.

Bombe rammer fransk magasin efter Muhammed-satire

Det franske politi er nu gået i gang med at jage de skyldige til angrebet. Efterforskerne vil blandt andet gennemgå de grupper, der er kendt for yderligtgående udsagn på sociale medier som Twitter og Facebook. Problemet er, at dem er der hundredevis af i Frankrig.

Redaktionskontor fuldstændigt ødelagt
Charlie Hebdos redaktionslokaler er stærkt beskadigede som følge af angrebet.

»Bygningen står stadig. Problemet er, at der ikke er noget tilbage inden i den«, siger redaktør Stephane Charbonnier til radiostationen Europe 1.

»Hvorom alting er, så kommer det ikke på tale at vi vil give efter for islamisterne. Vi bliver ved«, erklærer han.

Tilbydes nye kontorer
Imidlertid har tidsskriftet fået løfter om bistand fra blandt andet dagbladet Liberation, der har tilbudt Charlie Hebdo at kunne flytte ind i Liberations kontorer med det samme.

Også Paris' viceborgmester har tilbudt bladet hjælp til at finde en ny adresse at arbejde fra.

Angreb får kritik
Landets politikere fordømmer angrebet.

»Ytringsfrihed er en ufravigelig ret i vort demokrati, og alle angreb på pressefriheden må fordømmes på det kraftigste. Ingen sag kan berettige denne voldshandling«, finder ministerpræsident Francois Fillon ifølge nyhedsbureauet AFP.

Muslimske organisationer maner til ro

Franske muslimske organisationer tager afstand fra angrebet i Paris.

»Det her er utilstedeligt. Friheden er meget vigtig. Men det er ikke desto mindre vigtigt at understrege den følsomme situation, vi står i nu. Jeg opfordrer muslimerne til ikke at give efter for, hvad de anser for at være en provokation mod deres religion«, siger lederen de franske imamers organisation, Tareq Oubrou.

Det nationalistiske og indvandrerkritiske Front National har til gengæld forlangt, at regeringen reagerer kraftigt mod det, partiet betegner som terrorisme.

FACEBOOK

Michael Seidelin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her