49-årige Agnus Merlot ryster stadig en smule.
Selv om det er flere timer siden, at en 33-årig mand forvandlede julemarkedet i centrum af Liège til et inferno af skrigende mennesker, død og ødelæggelse, har han ikke helt forstået, hvad der er sket.
Jeg er dybt chokeret over brutaliteten af begivenhederne
Her til aften sidder han over en kop øl på en bar i den belgiske by og forsøger at falde til ro.
Sammen med sin forretningspartner var han på arbejde i sin bod på julemarkedet ved pladsen Saint-Lambert midt i Liège, da der kort efter middag lød et voldsomt brag.
»Vi hørte en eksplosion. Det var ikke noget, der væltede eller gik i stykker, men en rigtig eksplosion«, forklarer han politiken.dk's udsendte om det dramatiske attentat, der foreløbig har kostet fem uskyldige mennesker livet foruden gerningsmanden selv.
Ofrene er ifølge belgiske medier et to-årigt barn, to drenge på 15 og 16 år samt en ung mand på 20 år og en 75-årig kvinde.
Dertil kommer, at mindst 123 mennesker er blevet såret, heraf flere alvorligt.
Alt var panik
I boden sælger de to forretningspartnere nougat-lækkerier, men da der kort efter lød endnu en eksplosion efterfulgt af en skudsalve fra noget, der lød som et maskingevær, kastede de sig ned på gulvet.
Efter at have sundet sig lidt blev de enige om, at det nok var bedst at komme væk. De låste hurtigt deres bod af og begyndte at løbe.
»Men der var alt for mange mennesker. Det hele var panik, og vi kom til at løbe den forkerte vej. Heldigvis pegede en ung studine mig i den rigtige retning«, siger Agnus Merlot, som under den paniske flugt blandt andet lagde mærke til en mand, der var såret i benet.
Øjenvidne efter granatangreb: Alle folk er helt ved siden af sig selvEfter at være kommet på afstand af den værste tumult gik de to mænd ind på en bar for at falde til ro. Agnus Merlot ringede til sin kone.
»Jeg var meget påvirket af situationen. Jeg ringede og sagde, at jeg elskede hende, og at hun skulle sige til børnene, at jeg elskede dem«, fortæller han.
Mange andre har givetvis været i samme situation. Belgiske medier beretter om, at mobilnettet i en længere periode efter attentatet var delvist nede.
Ikke terror
Selv om Agnus Merlot stadig er mærket af oplevelsen, glæder han sig over, at der formentlig ikke var tale om et terrorangreb, som mange frygtede i minutterne efter det blodige angreb.
Det er i hvert fald det klare billede, som de belgiske myndigheder har. De mener, at der var tale om en gal mands værk og har identificeret den døde gerningsmand som 33-årige Nordine Amrani.
Han var i forvejen kendt af politiet, der i 2008 fangede ham med 10 våben, 9.500 våbendele og 2.800 hashplanter. Dengang blev han idømt 58 måneders fængsel.
Belgisk politi: Bombemand var alene om angrebHvad der helt præcist fik ham til at slynge om sig med granater midt i byen, vides endnu ikke. Ifølge myndighederne var han tidligere på dagen indkaldt til afhøring i retten i forbindelse med en seksuel forbrydelse.
Derfor er politiets teori umiddelbart, at der er tale om en form for hævnforsøg vendt mod retssystemet.
Belgiens indenrigsminister, Joëlle Milquet, noterer sig også, at der ikke var tale om en terrorhandling.
Ifølge avisen Le Soir siger Milquet, at hun er »dybt chokeret over brutaliteten af begivenhederne«, og udtrykker »al sin medfølelse for de talrige sårede, at hendes tanker går til ofrene og at hun gerne vil takke beredskabstjenesten og ordensmagten«.
Også Belgiens nytiltrådte premierminister, Elio Di Rupo, er ankommet til Liège efter at have forladt et EU-møde.
I en erklæring siger han, at han »med rædsel har hørt om de voldomme hændelser, der har fundet sted tidlig eftermiddag i Liège«, og at hans tanker »først og fremmest går til ofrene, deres familier og deres nærmeste samt til alle andre indbyggere i Liège«.
Kommer måske ikke igen
Agnus Merlot glæder sig bare over, at det hele er slut:
»Det er rart. Jeg er ikke bange«, siger Merlot, der dog ikke ved, om han vil vende tilbage med sin nougatbod, når der til næste år igen skal afholdes julemarked i Liège.
fortsæt med at læse



























