Kæreste frier til vejr-vært på live tv

ja! Ung amerikaner frier til sin vejrværtinde-kæreste på direkte tv midt i en vejrudsigt.
ja! Ung amerikaner frier til sin vejrværtinde-kæreste på direkte tv midt i en vejrudsigt.
Lyt til artiklen

Jenna Lee Thomas er i gang med at fortælle seerne i Georgia, at vejret de kommende dage vil blive temmelig gråt, da hun får uventet besøg midt i vejrudsigten.

»Og endelig ser det ud til at blive mindre vådt torsdag, fredag og lørdag med en solrig himmel det meste af tiden...«

Hun stopper op og griner lidt perplekst, da hun ser sin kæreste vandre ind i tv-studiet.

De tager hinandens hænder og lader femdøgnsprognose være femdøgnsprognose.

Tak til Gud
»Jenna, du er den mest fantastiske kvinde, jeg nogensinde har kendt. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og hver dag takker jeg Gud for, at han har ført os sammen«, siger den forelskede mand, Eric Wright.

Han går ned på knæ.

Unge Eric fumler med en lille grå æske i bukselommen på sin sorte smoking.

»Jenna Lee Thomas«, siger han.

Hun tager hænderne op til munden. Helt befippet.

Ja!
»Vil du gifte dig med mig?«, spørger han og kigger op på sin udkårne vejrvært.

» Oh my gosh«, siger hun lidt konfus, men virker glad.

»Ja!«, svarer hun så med en stemme sløret af gråd.

Roubaix-vinder frier fra podiet med sten

Hendes ulasteligt klædte tilkomne rejser sig. De to kysser hinanden, de fniser.

»Jeg elsker dig«, siger hun.

»Prøv den på«, opfordrer han stolt og glad, da de går lidt i stå foran de rullende kameraer.

Den blonde vært tager ringen på, kysser manden foran sig, og smiler det bedste, hun har lært.

Hele produktionen involveret

De to mødtes ved et arrangement i en kirke tidligere på året, skriver amerikanske medier. Samme medier beretter om, at Eric Wright for en måned siden kontaktede en vært på nyhedskanalen WJBA i Augusta, Georgia, hvor Jenna Lee Thomas arbejder.

Værten involverede siden hele produktionsholdet, der sørgede for den rette timing til den modige mands frieri for åben skærm.

Efter planen skal brylluppet stå i august 2012.

FACEBOOK

Annelise Hartmann Eskesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her