Ved tretiden i nat kom Peter Christensen og hans hustru Edith tilbage til deres hjem på Als. De vil helst lægge den forløbne weekend bag sig. De var nemlig passagerer på krydstogtskibet Costa Concordia, der gik på grund og forliste ved øen Giglio fredag aften.
Hvordan blev I opmærksomme på, at der var noget galt?
»Det gjorde vi med det samme, da skibet stødte på grund. Det kunne vi ikke undgå. Alt, hvad der var i skibet røg rundt i hele lokalet. Vi sad i et spiselokale, da det skete, så glassene væltede, tallerkenerne røg henover gulvet, og så gik lyset ud. Så gik der et stykke tid, og så kom nødlyset. Derefter begyndte folk at storme rundt«, siger Peter Christensen.
»Nogle af stewarderne sagde »bliv bare her«, mens andre råbte »ud, ud«. Der kom en besked fra højttaleren om, at alt var under kontrol, der ingen grund var til panik«.
I 32 minutter vidste passagererne intet om grundstødning»Men vi gik så op for at finde vores kabine. Vi kunne næsten ikke komme ind, for der var ragende mørkt i alle kabiner, men det lykkedes os at finde en mobiltelefon og nogle sko, og så gik vi ud på gangen igen og spurgte, hvad vi nu skulle gøre. Vi fik at vide, at vi skulle forholde os roligt, og at det nok skulle lykkes at få stabiliseret skibet igen«.
Hældte skibet meget på det tidspunkt?
»Ikke meget, men man kunne mærke, at det allerede havde taget vand ind. Pludselig sagde de, at vi skulle gå til dæk fire, og derefter begyndte skibet at hælde mere igen«.
LÆS MERE
Kaptajn beskyldes for druk før forlisHvad gjorde I så?
»Det lykkedes os at få os presset frem til redningsbådene, men der var råben og skrigen, nogle havde børn med, og man prøvede på at få forældre med børn foran hele tiden. Men det er næsten umuligt, for alle ville jo med den redningsbåd, som de står med. Lige inden det blev vores tur til at komme med redningsbåden, sagde et af besætningsmedlemmerne, at der ikke var plads til os - pladserne i båden var optaget«.
Hvad tænkte du så?
»Ja, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jo, jeg tænkte, at så måtte vi videre. Han sagde til os, at vi måtte prøve at finde en anden redningsbåd. Jeg prøvede at overtale ham til, at vi kunne komme med, men det kunne vi ikke. Jeg kunne jo også godt se, at den var stoppet til det sidste. Så vi trak hen til den næste båd«.
Fik I plads i den?
»Ja, vi fik plads nede i bunden, så der lå vi alle fire. Der var plads til 50-100 personer i båden, og vi anede ikke, hvor vi var. Men da båden skulle ned, kunne den ikke, fordi skibet hældte så meget. Redningsbåden gik imod skibet hele tiden og vippede udad, så folk var ved at falde ud af den. Men hver gang vi kom til et nyt dæk, lykkedes det alligevel at få presset den indad«.
Så I kom ned, uden at folk faldt ud af båden?
»Ja, vores gjorde. Men jeg har hørt, at ikke alle var lige så heldige. Så blev vi sejlet ind til en ø«.
LÆS ARTIKEL
Rederi bekræfter: Kaptajnen begik flere fejlFik I hjælp på øen?
»Intet. Intet. Vi stod på den ø i fem timer i det tøj vi havde - nogle i undertøj, andre i bare tæer. De færreste havde overtøj på. Vi fik ingen informationer. Men vi fandt en kirke, som vi gik op i. Der sad vi så på en sten. Folk tog alt hvad der var - alterduge og så videre - og svøbte det om sig. Og der var nogen, der fik noget massage, fordi de havde været i vandet, og man skulle forsøge at få liv i dem igen. Det var et helvede«.
»På et tidspunkt fik vi at vide, at der ville komme en færge efter os. Så vi blev transporteret en times tid til fastlandet, og der var der fyldt med militær, varme tæpper og varm te. Derfra var der så altså tjek på det. Så blev vi registreret og losset ind i nogle busser, alt efter hvor vi skulle hen«.
»Vi kørte derefter med bus til hotel Hilton lufthavn, hvor vi fik et værelse og fuld forplejning. I mellemtiden havde nogle af vores børn ringet til den danske ambassade, og der gik ikke lang tid, før vi blev ringet op herfra. Og de har hjulpet os kolossalt. Så det lykkedes os at komme hjem til Danmark i aftes. Klokken tre i nat kom vi hjem til os selv, hvor vi blev modtaget af naboer med blomster og så videre. Det var så flot. Det var virkelig en oplevelse«.
LÆS MERE
Skibsforlis kan tage et år at opklareHvad så nu?
»Vi aner ikke, hvad der skal ske i forhold til de ting, vi har mistet. Men det er jo da det mindste, selv om vi selvfølgelig havde taget meget af det bedste tøj med, vi havde. Men nu er der en masse papirer, vi skal have bestilt. Pas, kørekort, sygesikring og sådan nogle ting«.
Hvordan har I det så nu?
»Jo, vi snakker lidt om det. Man skal ikke snakke om, hvad der kunne være sket. Men vi taler om, hvad vi har gennemgået, og hvor heldige vi har været. Det er det, der er det vigtigste«, siger Peter Christensen.
fortsæt med at læse
