Svensk politi er i gang med at udspørge de fire, der er blevet anholdt for at forberede et terrorangreb.
Men sagen er fortsat omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri.
En forsvarer for en af de terrorsigtede siger dog, at hans klient nægter sig skyldig. Advokaten afviser over for Sveriges Radio at komme nærmere ind på, hvad sagen bunder i.
I forbindelse med anholdelserne - der skete på Göteborgs Centralstation - beordrede politiet kunsthallen Röda Sten evakueret midt under en ferniseringsfest.
LÆS OGSÅ Politikilde: Svenske terrorister havde skaffet sig håndvåben og sprængstof
Den svenske avis Expressen afslører, at den terrortruede kunstner Lars Vilks på sin blog havde skrevet, at han ville besøge kunstferniseringen.
Han har været mål for mordplaner og angreb fra vrede muslimer, fordi han på et tidspunkt tegnede Muhammed som en hund.
Siden har han måttet leve under omfattende beskyttelse.
LÆS MERE
Talsmand: 'Jihad Jane' ville myrde svensk tegnerAvisen skriver, at de anholdte knyttes til den somaliske terrorbevægelse al-Shabab. Kilder har over for avisen afsløret, at de terrorsigtede tilsyneladende havde - eller var tæt på at have - skaffet sig sprængstoffer, håndvåben og håndgranater.
Ingen øget terrorrisiko
Kunsthallen blev efter evakueringen gennemgået minutiøst af politiet, der blandt andet brækkede skabe op under deres gennemgang af bygningen.
Sikkerhedspolitiet Säpo har understreget, at anholdelserne ikke har betydning for trusselsbilledet mod Sverige. Det er ifølge Säpos vurdering 'forhøjet'.
»Sikkerhedspolitiet bedømmer, at der for nærværende ikke findes nogen grund til bekymring for almenheden eller behov for at øge sikkerheden«, siger en talsmand for Säpo, Sara Kvarnström.
Dansk avistegner angrebet af somalier
Har Lars Vilks været målet og terroristerne komme fra det somaliske miljø, så minder sagen om det voldsomme angreb på den danske avistegner Kurt Westergaard.
Han har også været truet på livet, fordi han tegnede en af de meget omtalte muhammedtegninger i Jyllands-Posten.
LÆS ARTIKEL Øksemand atter kendt skyldig i angreb på Kurt Westergaard
Og i januar 2010 trængte en ung somalier, Muhudiin Mohamed Geele, ind i tegnerens hjem og angreb med en økse. Westergaard slap med livet i behold, fordi han søgte tilflugt i et beskyttelsesrum, der var indrettet i hans bolig.



























