Det britiske overhus består, men regeringen er i samme anledning i knibe. Inden det seneste valg i Storbritannien blev David Cameron spurgt af en journalist, hvorfor han egentlig ville være premierminister? »Fordi jeg tror, jeg ville være forfærdelig god til det«, svarede den da håbefulde politiker nonchalant. I går så den konservative leder ud, som om han havde fortrudt, da han i Parlamentet fik citatet smidt tilbage i hovedet af oppositionsleder Ed Miliband, der havde et tillægsspørgsmål om, hvornår det så begyndte at gå galt for David Cameron? Det kan meget vel blive denne uge, der bliver referencepunktet, når politiske historikere engang skal fastslå, hvornår revnerne i den britiske koalitionsregering blev for store til at reparere.
Trænger til modernisering
Den overfladiske årsag er en længe planlagt reform af Overhuset, der med 775 medlemmer er en fast del af det britiske demokrati, men ifølge det lille regeringsparti Liberaldemokraterne trænger til en kraftig modernisering. Ideen var at udskifte en række faste pladser, der går i arv eller udpeges efter ældgamle regler, med folkevalgte politikere. Men i går måtte David Cameron erkende, at 91 medlemmer af hans eget parti ville stemme imod reformen, og trække forslaget tilbage. Det er det største oprør, han har set. Premierministerens respekt i partiet er nu for nedadgående, og samarbejdet med Liberaldemokraterne er i fare. Selv om ingen af regeringspartierne tør gå fra hinanden lige efter dårlige meningsmålinger, står partileder Nick Clegg med et forklaringsproblem. Liberaldemokaterne gik med i regeringen og slugte ubehagelige økonomiske beslutninger til gengæld for politiske indrømmelser. Først på ønskesedlen var en reform af valgsystemet. Det forslag faldt, og derfor var reform af Overhuset en slags trøstpræmie, som David Cameron nu ser ud til ikke at kunne levere.
