Den 22-årige syrer Baz var på gaden i Aleppo 20 minutter i går.
Sammen med sin bror var han sendt ud fra familiens skjul hjemme i lejligheden for at købe mere brød.
»Der er meget få civile syrere på gaden. De eneste mennesker, du ser, er unge mænd, der er ude for at hente brød eller andet«, fortæller han.
Han taler perfekt engelsk, kommer klart igennem via Skype og opgiver gerne sit fulde navn til politiken.dk.
Men han vil kun have fornavnet bragt videre af hensyn til sin sikkerhed. Sikkerhed er ikke noget, man tager for givet lige nu i Aleppo.
Børnene taler om granater
Aleppo, Syriens største by, har de seneste fire dage oplevet krigen blusse op, idet regeringssoldater har forsøgt at genvinde kontrol med kvarterer, hvor oprørshæren har haft kontrollen.
Aktivister: Syrien sender tusindvis af tropper mod millionby
Hæren har indsat helikoptere og endda jagerfly, der dagligt skyder mod den historiske handelsby. For Baz' familie har det betydet, at hverken moderen eller søsteren går på gaden længere. De venter. Baz selv ser nyheder hele tiden. Børnene i hjemmet er bange.
»Selv når de leger, taler de kun om fly og granater. Det er ikke ligefrem det, man regner med, at et barn taler om «, siger han.
Har I mad nok?
»Ja. Vi har haft meget mad på lager, for vi vidste, det ville ske, vi vidste bare ikke hvornår. Så vi har forberedt os så godt, vi kan«.
To medlemmer af Baz' familie har været forsvundet i henholdsvis et år og tre måneder.
Er de involverede i konflikten?
»En af dem er, den anden ved jeg ikke«, lyder det.
Hvad gør vi til vinter
Hans hjem ligger i et kvarter i det nordvestlige Aleppo, som endnu ikke er blevet beskudt. De frygter, at den store mangel på gas, som spreder sig i byen, vil nå hertil også, så bagerierne må lukke ned.
»Og hvis det bliver ved sådan her, vil vi heller ikke have gas til varme, når det bliver vinter«.
Du tror, kampene kan blive ved så længe?
»Måske. Det udvikler sig ganske vist meget hurtigt, men så længe verden kigger på, vil det blive sådan her«.
Er kun bange for regeringshæren
I takt med, at konflikten skrider frem, danner øjenvidneberetninger et mere mudret billede af, i hvor høj grad oprørshæren beskytter civile.
Blandt andet har en gennemgang af massakren i Houla foretaget af avisen Der Spiegel vist, at øjenvidnernes beretninger ikke entydigt peger på, at regeringshæren stod bag massakren.
Men spørger man 22-årige Baz, er han slet ikke i tvivl om, hvem der er på befolkningens side.
»Helt ærligt, jeg er kun bange for regeringssoldaterne. I dag, da jeg var på gaden for at hente brød, passerede jeg et checkpoint kontrolleret af Free Syrian Army, og jeg så dem dele brød ud til familier. På grund af brødmanglen«.
»Alle, der kom forbi, var meget glade for at se dem«.
Soldaterne sigter på civile
Det værste er, fortæller Baz, at regeringssoldaterne ikke sigter på oprørssoldaterne, men på almindelige bygninger til beboelse. I stedet for at skyde mod gaden, hvor mange oprørssoldater opholder sig, skyder helikopterne og kampvognene ofte mod lejligheder, hvor civile formentlig opholder sig, siger han.
»Jeg har selv set det. Hver eneste raket rammer en bygning til beboelse, i stedet for på gaden. Jeg havde godt hørt, at de har gjort sådan andre steder, men jeg havde ikke troet, de ville gøre det her, i Aleppo. Men det gør de. De gør nøjagtig det samme her, som de gør andre steder«.
Helt ærligt, jeg er kun bange for regeringssoldaterne. I dag, da jeg var på gaden for at hente brød, passerede jeg et checkpoint kontrolleret af Free Syrian Army, og jeg så dem dele brød ud til familier. På grund af brødmanglen
»Indtil videre kender jeg én person, som soldaterne skød efter. Han var almindelig, civil. Det minut, han trådte ud på gaden, blev han skudt«.
Fyren var en ven af familien, uddyber Baz, og ja, han døde.
Den forhadte milits
»Free Syrian Army ville aldrig skyde på os. Jeg har kun set dem være aggressive, når de har taget regeringens militser til fange. Og selv da holder de dem bare fast«.
Et eksempel på aggressionen over for regeringssoldater kan ses på unikke optagelser foretaget af BBC inde fra kampene centrum. Her ser man tydeligt, hvordan oprørssoldater skyder mod jorden og i luften for at skræmme en gruppe mænd siddende på jorden, som beskyldes for at være medlemmer af Shabiha-militsen.
SE BBC'S REPORTAGE inde fra Aleppo(eksternt link)
Baz fortæller, at regeringens milits har været til stede i Aleppo siden oprøret i Syrien begyndte for knap halvandet år siden.
En af de allerførste dage, efter oprøret brød ud i marts 2011, var der annonceret en stor demonstration, men mange endte med at få bank af de fremmødte militser. Siden har militsen været til stede og usikkerheden været stor, men først for fire dage siden, da oprørere indtog byen, og regeringen satte helikoptere og kampvogne ind for at bekæmpe dem, brød brød kampene for alvor ud i Aleppo.
Regeringen har også sat jagerfly ind, men Baz har kun set en enkelt i luften. Hans kvarter ligger for langt væk fra de værste kampe, siger han.
Optrapning i historisk centrum
Ved den gamle by i Aleppo, som 2.000 år før Kristi fødsel og fremefter var et vigtigt handelscentrum, og som er med på UNESCO's liste over verdens kulturarv, har der de seneste dage været voldsomme kampe.
Har du talt med nogen, der er eller har været tæt på den gamle by?
»Ja. Du har sikkert hørt, at der bliver sendt regeringssoldater herned fra den tyrkiske grænse. Jeg har hørt, at de lige nu bliver sendt mod den gamle by og citadellet. Regeringshæren har mange snigskytter der«.
Rygterne svirrer ifølge AP og Reuters om et større slag på vej i Aleppo.
Rusland beskylder USA for at retfærdiggøre terrorismeKampene er ikke kun voldsomme i millionbyen. Også i hovedstaden Damaskus har der været kampe med helikoptere og kampvogne i ti dage nu. Nord for Aleppo er byen Azaz nærmest totalt ødelagt, skriver Reuters.
fortsæt med at læse




























