Syriske oprørere fremlægger nu en video, der skal bevise, at de stod bag nedskydningen af et jagerfly fra regeringshæren, der røg ned over det østlige Syrien i går.
På videoen fremvises en mand, de hævder var pilot i flyet. Det syriske regime har sagt, at flyet var på en træningsmission men havde tekniske problemer og styrtede.
Rebellerne siger derimod, at flyet fløj lavt nok til, at de kunne skyde det ned med luftværnskanoner, og at piloten var tvunget til at forlade flyet.
TV Syrisk kampfly styrter til jorden
Tidligere har oprørerne ikke haft våbnene eller evnerne til at tage kampen med regimets fly, som i stigende grad deltager i kampene.
»Hvis det er sandt (at flyet blev skudt ned, red.), vil formodningen være, at den skjulte hjælp til oprørerne nu bliver udvidet med mere effektive antiluftskyts«, siger den regionale sikkerhedspolitiske ekspert, Theodore Karasik til AP.
'Pilot' opfordrer til afhopninger
Den frigivne video (se bunden af artiklen, red.) viser en midaldrende mand med blå mærker i ansigtet og iført civilt tøj, som er omringet af bevæbnede oprørere.
En af de bevæbnede mænd præsenteres som nedskyderen af jagerflyet, hvorefter den påståede pilot til ære for kameraet får stillet spørgsmål af en 'interviewer'
Oprørere og regime skændes om nedstyrtet kampflyHan siger, at han er pilot og oberst og hedder Rafik Mohammed Suleiman, samt at hans mission var at angribe Bu Hajar-området.
Foranlediget af 'intervieweren' opfordrer piloten andre officerer til at hoppe af fra Assad-regimet, og siger at han har modtaget førstehjælp efter at have slået sig ved udskydningen og bliver behandlet godt.
Vigtigt propagandaværktøj
Videoen slutter med, at oprørerne understreger, at den påståede pilot vil blive behandlet efter Geneve-konventionen.
Sidstnævnte løfte kommer i kølvandet på det stigende antal anklager mod oprørerne om at benytte lige så brutale metoder som det regime, de kæmper imod.
LÆS OGSÅ Langt over en million syrere er nu på flugt fra krigen
Den såkaldte 'borgerjournalistik' har været et vigtigt propagandistisk virkemiddel i det syriske oprør siden det brød ud i marts 2011, fordi udenlandske journalister har haft svært ved at rapportere fra landet.
Efterhånden som situationen er blevet til en borgerkrig, er 'borgerjournalisterne' blevet militariseret, og hver eneste oprørsgruppe har nu også et medieafsnit, som 'dokumenterer' begivenhederne.
Omkring 20.000 mennesker er hidtil dræbt i det halvandet år gamle syriske oprør.




























