Den grå bygning ligger ikke så langt fra K4-rundkørslen i Mogadishu. Det ligner mest en udbombet fabrik omringet af affald og bunker af forvredet jern, der engang har været biler. Murene er oversået med skudhuller. Men når man kommer tæt på, er der lyde som dem, der høres på Nørrebro eller i New York. En tung dunken af en bold, der rammer gulvet, afbrudt af en skinger fløjte, inden bolden igen finder sin rytme. Når man dykker ind ad den lave åbne dør, står man i banens hjørne, tæt på den ene kurv. Nettet hænger i laser, og det blege lys, der falder ind mellem de skrå skodder, viser, at malingen er skallet af væggen flere steder. Men spillet er det samme som i resten af verden: Den tunge basketball skal op i kurven, det er hurtigt, hårdt og varmt, og øjne, der vil vinde, ser ens ud i hele verden. Mændene under kurven støder sammen med dybe grynt, en af dem sætter af på betongulvet, hænger i luften i et langt sekund og blokerer et skud. I hjørnet står otte piger i lange kjoler og tørklæder i farver, der lyser op i det grågule lys. De fniser og peger på spillerne - nikker og holder sig for munden, når de skal hviske kommentarer til hinanden.Lykkelig på banen Men de er ikke kommet for at kigge. De hanker op i plastikposerne og forsvinder ind ad den rustne trådnetdør, der hænger lidt skævt. To minutter senere kommer de tilbage med længere skridt og knejsende nakker, der gør dem højere. De tyksålede gummisko hjælper også lidt. Kjolerne er væk, nu er de iført lange træningsbukser, små stramme hovedtørklæder og trøjer fra Real Madrid, Milan, Chelsea, Djibouti og Somalia. 19-årige Suweys er den højeste, den med de længste skridt og den, som råber højest. Når de andre løber, glider hun hen over banen med seje skridt. Når de andre hopper, strækker hun sig nærmest bare ud i slowmotion. Møder man Suweys uden for banen i hendes traditionelle somaliske klædedragt, lægger man mærke til hende, fordi hun er høj og har stærke øjne. Men hun er diskret og gør ikke meget væsen af sig. Den beskedenhed bliver i omklædningsrummet sammen med den lange kjole. På banen er hun elektrisk og dominerende. Hvis hendes hold mangler en ide, kaster de bolden op i hendes hænder, og derfra er der ikke så langt til kurven og 2 point. Det eneste, hun gør langsomt og modvilligt, er at forlade banen og krydse stregen til den verden, som ligger uden for. »Basketball får mig til at glemme alle problemerne, det er på banen, jeg er lykkelig«. Når man ser, hvad der venter den høje unge kvinde uden for basketballbanen, forstår man, hvad hun mener. Suweys bor i Mogadishu, Somalias krigsarrede hovedstad, hvor man kan blive slået ihjel for at gøre ting, de fleste mennesker bare gør. Som at tage et par gummisko på og smide en bold gennem en ring.SE FLERE BILLEDERSomalia, håb for helvede »Du er en dårlig muslim. Gode muslimske kvinder tager ikke den slags bukser på. Jeg slår dig ihjel, hvis jeg får fat i dig«, stod der i en sms, hun fik for et par uger siden. Den kom fra en stor dreng, hun er i familie med. Før den var der kommet mange med samme budskab fra fremmede mennesker, siden er der kommet endnu nogle stykker. Hun svarede ham det samme, som hun svarer de fleste: »Det er ikke dig, der bestemmer, hvornår jeg skal dø. Det bestemmer Gud«. Og i dag spiller hun bold i de lange træningsbukser, der har gjort drengen fra familien så vred. »Hvis jeg ikke spillede basketball, ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vil bare gerne have en karriere og blive en berømt spiller«.Bevæbnede vagter til træning Hun er faktisk allerede nået et stykke af vejen. Sidste år i december var hun anfører for det somaliske kvindelandshold, der spillede fem kampe i Arab Games og vandt de to. »Da jeg kom hjem, mødte jeg folk på gaden, som sagde, at vi havde gjort det godt, og at jeg skulle blive ved«. Men Suweys gemmer stadig sine basketballsko i bunden af posen, når hun går gennem byen til træning. Og til de officielle træninger med landsholdet og klubben Horseed er der bevæbnede vagter på tilskuerpladserne. Den militante milits al-Shabaab, der stadig kontrollerer dele af Somalia, stammer fra De Islamiske Domstole, der i 2006 erklærede, at sport er »satanisk«, og forbød kvindesport - al-Shabaab gør det samme der, hvor de bestemmer. I dag er militsen presset ud af hovedstaden, men Suweys og andre sportsfolk får stadig dødstrusler, og det er ikke mere end en måned siden, at U17-fodboldlandsholdets målmand blev snigmyrdet. Men Suweys har valgt at spille videre, hun kan ikke forestille sig et liv uden bold. Da hun var helt lille, lagde hendes far en bold ned i hendes vugge. Kort tid efter døde han i en af Somalias mange krige. Men bolden blev ved med at være en del af hendes liv, og hendes mor lod datteren lege videre.Støtte fra Suweys’ mor »Min mor har altid støttet mig, også når slægtninge og naboer har råbt efter os på gaden. Vi er flyttet et par gange, fordi det blev for slemt, men hun står stadig bag mig«, fortæller hun, da vi mødes før træningen. Det sker på Politikens hotel. Hun vil ikke have flere besøg derhjemme, som betyder, at endnu flere opdager, at hun spiller basketball. »Mange af dem tror, jeg går i skole, når jeg går til træning«. Nogle gange er hun ved at give op. Hendes mor er blevet syg og har måttet opgive at passe sin grøntsagsbod, og der er ingen hjælp fra hendes afdøde fars familie: »Min fars bror har sagt til mig, at så længe jeg spiller, er vi ikke i familie. Så vi klarer os med hjælp fra venner, og så får jeg nogle gange lidt penge, hvis vi vinder en præmie«. Men der er stadig kun til mad to gange om dagen, frokosten må de springe over, og der er ikke altid penge til bussen, når Suweys skal træne. Men hun vil ikke gifte sig med en mand for at blive forsørget: »Det bliver nok ikke nemt at finde en, der også vil betale for mad til min mor, og jeg får ikke lov at spille basketball, hvis jeg bliver gift«. Der er dage, hvor Suweys taler med sine venner om at flygte til et land i Vesten. »Men jeg har ikke råd til at betale en menneskesmugler for at komme over vandet, og hvis jeg skal hele vejen gennem Sudan og Libyen, skal jeg også bruge mange penge«.
Hun rynker brynene. Men bekymringerne forsvinder, når hun trækker den lyseblå landsholdstrøje med nummer 9 over hovedet og begynder at spille. »Jeg bliver fyldt med glæde. Jeg kan så godt lide fornemmelsen i mine ben, lige inden mine fødder slipper gulvet, når jeg hopper. Jeg føler mig ligesom de spillere, jeg kan se på naboens fjernsyn - de kalder mig over, når der er en kamp på Al-Jazeera eller Dubai 2. De spillere er fri«.
