Hvad jeg savner i Danmark? Mine børn selvfølgelig. Men ellers savner jeg rugbrød, dansk morgenmad, cornflakes. Mælk! Jeg savner mælk. Det hele, det er jo blevet mit andet fædreland«. Faisa Mahamed Layli griner og retter på tørklædet, som er blevet levende i havbrisen fra det Indiske Ocean. Det er mørkt, og stille, når ikke skudsalver knalder ude på den anden side af muren. Det gør de hver aften, men lige nu er der roligt i Mogadishu. Faisa er hjemme i sin fødeby for første gang i 23 år. Det er et halvt liv, siden hun rejste til Danmark, og meget er sket siden - med Mogadishu og med Faisa. »Jeg kunne simpelthen ikke kende byen, da jeg landede og kørte gennem gaderne. Jeg kom nærmest i tvivl, om jeg var kommet til det rigtige sted - det er rigtigt! Det hele var så ødelagt«.
Drøm om at blive ambassadør
Mere end 20 års borgerkrig har knust den by, hun voksede op i. Det var her, hun blev født og gik i skole, og her, hun fik sin statskundskabseksamen på universitetet. Det var her, hun gik og drømte om at rejse ud i verden og blive ambassadør.
Så mødte hun en mand, som boede i Danmark, de blev gift, og hun blev familiesammenført og flyttede til det lille land langt væk:
»Jeg havde læst om Danmark, men vidste ikke så meget. Efter tre måneder i Danmark savnede jeg min familie rigtig meget. Jeg ringede til min far, men han sagde: »Nu er du gift, du må blive sammen med din mand, men du kan komme og besøge os en gang imellem«.
