De amerikanske specialstyrker i Afghanistan har suspenderet al træning og uddannelse af afghanske rekrutter, indtil de nye soldater er blevet undersøgt på ny for forbindelse til Taleban-oprørerne. Det skriver The Washington Post søndag.
Ifølge den amerikanske avis vil beslutningen påvirke 27.000 rekrutter. Suspenderingen kommer som reaktion på, at mindst 45 amerikanske soldater er blevet dræbt af afghanske kolleger i løbet af 2012.



























