Da Jauntell Wilson for et par år siden sparkede en anden kvinde i ansigtet, kostede det hende 17 måneder bag tremmer. Hun mistede også retten til at stemme i de næste syv år.
Ikke desto mindre kan den 30-årige kvinde meget vel blive afgørende for Barack Obamas mulighed for at kalde sig selv præsident i 2013.
»Jeg vil give mine børn en bedre fremtid, og når jeg ikke selv må stemme, kan jeg i det mindste sørge for, at andre får muligheden«, siger Jauntell.
Vigtigt valgdistrikt
Hver dag kører hun rundt i nogle af Floridas mest belastede kvarterer og sørger for at skrive amerikanere på valglisten. Hendes mål er 10.000 registrerede vælgere inden valgdagen 6. november.
Og i en stat, hvor George W. Bush i 2000 vandt med blot 537 stemmers forspring, kan hver enkelt underskrevet formular være forskellen på sejr eller nederlag.
Netop Tampa og dens forstæder er et af de steder, som alle eksperter - og begge præsidentkandidater - holder skarpt øje med.
»Intet valgdistrikt i landet er bedre til at spå om det samlede udfald end her«, siger Susan McManus, Floridas førende valgekspert og professor ved University of South Florida i Tampa,
»Bush vandt her i 2004, og Obama vandt i 2008. Det er derfor, kandidaterne er her hele tiden«, tilføjer hun. Kom med hos de sexede
Det er også derfor, Jauntell Wilson en onsdag aften hænger ud ad vinduet på den minivan, der kører rundt i det nedslidte Grant Park-kvarter.
Hun tjener 10 dollar i timen, og de falder på et tørt sted. Jauntell er snart uddannet frisør og lever på kanten af fattigdom. Men hun har opdaget, at hun er god til at indfange vælgere.
ANALYSE Analyse: Obama har opgivet at samle USA
»Hey, er I skrevet på valglisten?«, råber hun, hver gang hun får øje på nogen, der ser ud til at være gamle nok til at stemme. Og så skruer hun op for charmen:
»Vi har noget, vi kalder Bevægelsen for de Sexede«, skråler hun.
»Og hvis man går hen og stemmer, så er man automatisk med i The Sexy Movement!«.
Syv års karantæne
Det synes de fleste er sjovt, men Barry, en høj, muskuløs fyr i tyverne, som står ved en blå BMW med tysk nummerplade, kan ikke blive en af de sexede.
»Jeg er lige kommet ud af spjældet i januar«, siger han.
Nøjagtig som Jauntell har han syv års karantæne. Hans kæreste sidder ved rattet, og hun er ikke straffet. Hun begynder at udfylde formularen for at blive registreret, men hun er ikke meget for at opgive sit social security-nummer.
Stoler ikke på myndighederne
»Vores største problem er, at mange folk ikke vil udfylde listen med alle de nødvendige oplysninger. De stoler generelt ikke meget på myndighederne«, siger Derec Fragosa, en 38-årig arbejdsløs lagerarbejder, der leder det lille hold af tre aktivister på jagt efter vælgere.
Lidt længere henne ad gaden går en hvid mand i halvtredserne, der ikke ser ud til have været i bad i år. Han er også straffet, men så kommer han i tanke om, at han lige har modtaget et brev om benådning.
»Skriv mig op! Jeg vil ikke have ham den hvide fyr til at vinde«, siger han.
Politisk neutral organisation
Jauntell og hendes kolleger diskuterer slet ikke politik med dem, de møder. De er ansat af en forbrugerorganisation, Florida Consumer Action Network Foundation, som er politisk neutral.
Den pjaltede mand begynder alligevel temmelig højrøstet at forklare, hvorfor ham den hvide - Mitt Romney - ikke må vinde.
»Han har lukket jeg-ved-ikke-hvor-mange firmaer og tjent 90 mio. hver gang«, råber han.
»Han vil sælge Amerika!«.
Men aktivisterne går ikke ind i debatten: »Lad din stemme blive hørt!«, siger Derec.
»Ja, og kom med i The Sexy Movement!«, tilføjer Jauntell.
Florida drukner i tv-reklamer
Neutrale eller ej, så har aktivisternes T-shirts samme blå farve som Obamas demokratiske parti, og stemningen i Grant Park er entydigt for Obama.
Ifølge professor Susan McManus handler valgkampen i Florida ikke længere om at vinde tvivlerne over på sin side.
»Alene siden juni er der brugt 12 mio. dollar (ca. 72 mio. kroner) på tv-reklamer alene her i området omkring Tampa og Orlando. Det er et utroligt beløb. Vælgerne her er næsten blevet druknet i reklamer«, siger hun.
LÆS OGSÅDemokrater før kongres: Obama skal bringe håbet tilbage
»Kun 5 pct. af vælgerne har endnu ikke besluttet, hvem de vil stemme på. Det betyder, at det hele handler om at få sine egne vælgere til at komme ud og stemme«, forklarer hun.
Prøver at påvirke resultatet
Barack Obamas sejr i 2008 byggede i høj grad på, at han fik ekstremt mange unge og en høj andel af minoritetsgrupperne op af sofaen.
I Florida er ca. 13,5 pct. af vælgerne latinoer, og 13,2 pct. er sorte, og statens største aldersgruppe er de 30-49-årige.
LYNGUIDEForstå det amerikanske valgsystem på to minutter Derfor arbejder begge sider på at sikre sig en fordel: Demokratiske grupper knokler for at registrere vælgere, og republikanerne forsøger at begrænse adgangen til at brevstemme, fordi mange sorte vælgere plejer at stemme om søndagen efter kirketid. Desuden forsøger de at indføre skrappere krav om, at der skal vises id ved valgstedet. »Florida kan blive så tæt et løb, at vi får et omstridt valgresultat, ligesom i 2000. Derfor er begge sider allerede i gang med at forberede sig på den situation. Republikanerne vil sige, der har været snyd, og demokraterne vil sige, at folk er blevet afholdt fra at stemme«, siger Susan McManus. »Welcome to The Sexy Movement!«





























