Mitt Romney nåede dårligt at forsvare sig i én sag, før en ny af samme slags kommer rullende.
En optagelse med skjult kamera viser præsidentkandidaten sige i en tale til et lukket selskab, at palæstinensere ikke ønsker fred, og at en løsning på deres konflikt med Israel ikke er mulig.
»…jeg ser på palæstinenserne, som alligevel ikke ønsker at opleve fred – af politiske årsager«, siger Mitt Romney. Han forklarer dette med, at palæstinenserne er »forpligtet på ødelæggelsen og udslettelsen af Israel«.
»Og jeg siger, at der bare ikke er nogen mulighed«, siger Mitt Romney om chancerne for fred.
Klippet kommer fra større optagelse
Det nye klip er en del af en større optagelse med skjult kamera fra et lukket arrangement 17. maj i Florida, hvor bidragydere betalte op til 300.000 kroner til Romneys valgkampagne for at være med.
De første klip viser Romney holde tale om, at 47 procent af vælgerne, som »uanset hvad« stemmer på præsident Obamas, ser sig selv som »ofre« og ingen indkomstskat betaler.
Romney: Obama-vælgere ser sig selv som »ofre«I det nye klip udlægger Romney sit syn på konflikten i Mellemøsten:
»Man håber på en vis grad af stabilitet, men man erkender, at det vil forblive et uløst problem ... vi sparker bolden ned ad banen og håber, at noget i sidste ende på en eller anden måde vil ske, som løser det«, siger Mitt Romney.
Mitt Romney har i skrivende stund ikke kommenteret på de nye optagelser af hans udtalelser.




























