Ikoniseret israelsk soldat så fodbold med sine fangevogtere

Fri. Et nyere billede af Gilad Schalit, der blev berømt under sine over fem år i fangenskab.
Fri. Et nyere billede af Gilad Schalit, der blev berømt under sine over fem år i fangenskab.
Lyt til artiklen

På et tidspunkt i løbet af de fem år, den israelske soldat Gilad Schalit blev holdt som fange i Gazastriben, så han en fodboldkamp på tv med sine fangevogtere.

Et afgørende mål blev scoret af en israelsk spiller, og de palæstinensiske fangevogtere var tydeligt imponerede.

»De var lamslåede over det mål. De var forbløffede over det faktum, at et israelsk hold kunne spille på den måde«, husker Schalit og tilføjer:

»Det var en af de ting, der hjalp mig til ikke at blive skør «.

LÆS OGSÅ Israelsk soldat frigivet efter fem år

Forsøgte at være optimist
Gilad Schalit blev taget til fange i 2006 og holdt som fange af Hamas-militante et ukendt sted i Gazastriben i over fem år.

I en ny dokumentar fortæller han for første gang som sine oplevelser i fangenskab, skriver AP, der har set et udskrift af hans udtalelser i filmen.

Og overordnet set blev han behandlet godt. Men den i dag 26-årige mand frygtede, at han aldrig ville blive løsladt.

»Jeg forsøgte at være optimist«, siger Schalit i dokumentaren.

»Så jeg prøvede at fokusere på de små, gode ting, jeg havde«.

Lærte lidt arabisk
Han fik nok at spise og spillede skak og domino med sine fangevogtere, der »næsten ikke overfusede mig«.

Den unge israelske soldat fik lov til at se arabisk tv, så han lærte en lille smule arabisk. Senere fik han en radio, som han benyttede til at lytte til israelske nyheder.

Derudover så han af og til fjernsyn sammen med sine fangevogtere – blandt andet fodboldkampen, hvor Israel imponerede.

Gilad Schalit skrev ikke dagbog, men prøvede at tegne det kvarter, hvor hans hjem i Israel ligger, så han ikke skulle glemme, hvordan der så ud. Tegningerne gemte han dog, så fangerne ikke skulle tro, han lavede spionage.

Løsladt for et år siden

Imens voksede hans tilfangetagelse til en store mediesag, både i Israel og internationalt, og flere israelske mæglere forsøgte forgæves at forhandle med Hamas om hans løsladelse.

Først i oktober sidste år lykkedes det, og den israelske stat måtte løslade flere end 1.000 palæstinensiske fanger til gengæld for Gilad Schalits frihed.

LÆS OGSÅ Israel løslader 550 palæstinensiske fanger

Umiddelbart inden udvekslingen gav han et kort tv-interview, hvor han tydeligt rystet forsøgte at svare på spørgsmål.

Siden da har der været stille, men stilheden bliver brudt med den kommende dokumentar.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her