I juli 1995 blev omkring 8.000 drenge og mænd myrdet af serbiske militser, da hollandske FN-soldater trak sig tilbage fra Srebrenica - en enklave, FN ellers havde udpeget som en sikker zone under krigen i Bosnien.
Nu har efterladte til nogle af de civile ofre for massakren anlagt sag mod Holland ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol. De kræver, at internationale institutioner påtager sig medskyld for den værste massakre i Europa siden Anden verdenskrig.
Sagsøgerne har tidligere prøvet at retsforfølge FN ved en hollandsk domstol, der imidlertid konkluderede, at FN ikke kan straffes ved en national domstol.
LÆS OGSÅ Srebrenica-massakren er stadig et hollandsk mareridt
Derfor vil advokater for organisationen Mødre fra Srebrenica ifølge Reuters nu sagsøge Holland for at give FN »fuldstændig immunitet«.
»At nægte dem retfærdighed er endnu mere grufuldt, fordi FN nægter dem at lægge sag an«, meddeler advokatfirmaet Van Diepen-Van der Kroef.
»Vi har bedt retten give os en fair afgørelse, der ikke er politisk, som det var i afgørelsen fra den hollandske højesteret og dermed til ugunst for ofrene«, siger Munira Subasic, der er formand for organisationen.
Mødre: FN's soldater gjorde intet
Ifølge nyhedsbureauet Tanjug gør Srebrenica-mødrene gældende, at de hollandske FN-soldater »intet gjorde for at beskytte den bosniakiske befolkning mod massedrab«.
»Vi kan konstatere, at folkedrabet i Srebrenica skete under FN's flag«, mener hun.
Overlevende genoplever rædslerne i SrebrenicaDen internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY, har betegnet massakren i Srebrenica i 1995 som et folkedrab.
Serbisk leder afviser folkedrab
Den serbiske præsident, Tomislav Nikolic, har i et interview med den italienske avis Corriere della Sera op til et besøg i Rom taget afstand fra dén betegnelse.
»Der var ikke noget folkedrab i Srebrenica. Det serbiske parlament har fordømt denne forbrydelse, men sagde ikke, at det var et folkedrab. Ingen serbere acceptererer, at der skulle være tale om noget folkedrab. Og jeg ser ikke anderledes på det«, erklærer han.
fortsæt med at læse





























