Alene det forhold, at denne bog er skrevet længe før, Barack Obama skulle tage alle de hensyn, der er nødvendige, hvis man vil gøre sig håb om at overleve i amerikansk toppolitik, giver den enestående værdi.
Men efter få siders læsning begyndte jeg at få en stribe oplevelser, der hurtigt skubbede det amerikanske præsidentvalg, hvor spændende det end er, i baggrunden.
Det her er noget af det mest personlige, ærlige og skarpe, jeg længe har læst, skrevet af en nulevende, offentlig person – og samtidig er det alt andet end individuelt og privat. Overbevisende og intelligent
Det her er en af de bedste selvbiografier, jeg nogensinde har haft i hænderne – skrevet af en 33-årig, der efter eget udsagn intet har udrettet.
Det her er den mest overbevisende, intelligente og bevægende bog om identitet, jeg kan huske at have læst.
Jeg ville have læst den, skrevet om den og rost den til skyerne, uanset om Obama aldrig var kommet så tæt på blive USA’s præsident, som han er lige nu.
Personlige erfaringer
Obama blev bedt om at skrive bogen, da han som 33-årig var blevet valgt som redaktør af Harvard Law Review. Det var første gang, en sort amerikaner havde opnået det, og et forlag opfordrede ham derfor til at skrive en bog.
Han beskriver selvironisk i bogens indledning, hvordan han i første omgang forestillede sig at skrive en langt mere intellektuel bog, med status over racerelationerne i USA, borgerrettighedsbevægelsens muligheder og begrænsninger og så videre.
Men at han, da han satte pen til papiret, i stedet vendte tilbage til barndommen, til fortidens stemmer, til de forestillinger og erfaringer, der prægede hans opvækst og ungdom. Sort og hvid
De fleste ved, at Obama er barn af en sort far og en hvid mor. Det betyder ikke, at han har haft valget mellem at være sort eller hvid.
Hans fysik gør, at han er blevet opfattet som sort, af alle, der ikke kender hans baggrund.
Han fortæller selv, at han holdt op med at gøre opmærksom på sin hvide mor allerede som 12-13-årig, da han begyndte at få en mistanke om, at han, når han gjorde det, på en eller anden måde fedtede for de hvide.
Bogens historie er den meget konkrete fortælling om, hvordan Barack Obama blev det, han er. En sort amerikaner og et menneske i balance med sig selv. Mindretallets udfordring
Det sidste er en udfordring for alle mennesker. Obamas bog gør det klart, i hvilken grad den udfordring præges af at være et sort menneske i et hvidt land.
En af bogens mange stærke pointer er, hvor belastende det er at tilhøre et mindretal, som der hele tiden – direkte, indirekte, men helt ind i marven af hverdagslivet – bliver sat spørgsmålstegn ved.
Stribevis af episoder i bogen minder om, hvor meget mere dét betyder, end de af os, der ikke har prøvet det indefra, kan gøre os nogen som helst forestilling om. Besøg i Kenya
Her er for eksempel en tankerække fra det kapitel, hvor Obama er i Kenya for at besøge sin fars familie, den far, der forlod ham, da han var helt lille, og som han kun har mødt i nogle uger, da han var 10 år gammel:
»I nogle uger eller måneder kunne man opleve den frihed, der opstår, når man ikke føler, at man bliver betragtet, den frihed, der består i at føle, at ens hår vokser, sådan som hår nu engang skal vokse, og at ens bagdel vugger, sådan som en bagdel nu engang skal vugge. Man kunne betragte en mand, der snakker med sig selv, som slet og ret kuleskør, eller læse om en forbryder på forsiden af sin daglige avis og grunde over det menneskelige fordærv, uden at man skulle tænke på, om galningen eller forbryderen sagde noget om ens egen skæbne. Her var verden sort, og derfor var man bare sig selv«. Ingen klynkeri
Ikke at Obama nogensinde overvejede at slå sig ned i Kenya, eller at han kommer i nærheden af at beklage sig over at være det, han er, en sort amerikaner.
Noget mindre klynkende end Obama – her med sin 33-årige stemme – er det svært at forestille sig.
Men hvor vanskeligt det er at finde sig en stabil identitet, først og ikke mindst som sort teenager, og senere som ung sort mand, leverer bogen en dokumentation for, der er lige så overvældende, som den er afdæmpet. Faldgruberne står i kø. Den amerikanske drøm i flere versioner
Skal man lade, som om hudfarven ikke betyder noget, og bare være så ’hvid’ som mulig? Med fare for både at føle sig som en forræder over for ’sine egne’ og blive dobbelt ydmyget, når distancen – eller diskriminationen – alligevel er der.
Skal man tværtimod udvikle en afrocentrisk eller ligefrem systemkritisk, sort bevidsthed, i konstant, latent konfrontation med det hvide flertalssamfund? Hvilken version af den amerikanske drøm skal man tro på?
Og hvordan skal man forholde sig til alle de sorte brødre og søstre, der har truffet andre valg – eller som bare er blevet tabere i det samfund, hvor man stræber efter at få en almindelig familie, et job, et hus. Næsten for godt til at være sandt
Hvad enten man er sort eller hvid – eller for nu at gøre relevansen til vores samfund eksplicit – hvad enten man tilhører minoriteten eller majoriteten, kan man ikke undgå at blive klogere på verden og på den komplicerede proces, det er at finde ro i sin egen identitet, ved at læse denne på en gang hudløse og afbalancerede fortælling.
Det er næsten for godt til at være sandt, at et menneske med denne dybe forståelse for en af vor globaliserede verdens største udfordringer måske snart sidder i Det Hvide Hus. P.S. Martin Krasnik har skrevet et fint lille forord om de to valgmøder, hvor han har oplevet Obama. Men en sætning om, at Barack Obamas drømme nok mere stammer fra hans mor end hans far, der er absurd i forhold til hele bogens røde tråd og indhold samt det totale fravær af referencer til noget, der står i bogen, nærer hos mig en meget stærk mistanke om, at forordets forfatter slet ikke har læst bogen.
Er det i orden?
