Biologer i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har nærstuderet et videoklip, hvor en ørn dykker ned i en park i Montreal i Canada og griber et barn.
Og deres konklusion er klar: Ørnen på videoen er ikke naturligt hjemmehørende i Nordamerika.
Derfor må det være en ørn, der har været i fangenskab.
»Vi kan ikke komme med en præcis artsbestemmelse, men vores vurdering af fjerpragten er, at det ikke kan være en kongeørn eller en hvidhovedet havørn, der er de to naturligt hjemmehørende ørne i Nordamerika«, oplyser Timme Nyegaard, biolog i DOF, til politiken.dk.
»Det kan være en blanding af flere arter, hvilket forekommer hos opdrættere af ørne«, siger Timme Nyegaard, der forklarer, at ørne normalt er svære at bestemme arten af.
Går normalt ikke efter mennesker som føde
Hvad ornitologerne i DOF til gengæld er helt sikre på er, at en vild ørn ikke vil fouragere i en park med mennesker. Det er ikke en naturlig adfærd. Og ørne vil ikke gå efter mennesker som føde.
»Jeg har aldrig hørt om, at en ørn skulle finde på at gå ned og tage mennesker på den måde. Visse rovfuglearter og ugler kan godt finde på at skræmme mennesker væk, hvis man kommer ind i deres yngleterritorium. Men det handler ikke om, at de vil gerne fange og spise mennesker, men om at de gerne vil skræmme dem væk«, siger Timme Nyegaard.
Han spekulerer i, om videoklippet kan være en konstrueret optagelse.
»Jeg kan ikke bevise det, men jeg tænker på, om der måske skulle være tale om en dukke involveret i træning af ørnen. En trænet fugl kunne man sikkert godt få til at jagte et barn. Men som sagt, så tror jeg ikke på, at vi her er vidner til en vild fugls naturlige adfærd«, siger Timme Nyegaard.
fortsæt med at læse



























