Det lyder som en dårlig spøg, men er grumme alvor. Hvert år bliver mindst en snes – muligvis flere – især japanske turister ofre for det, der i mangel af bedre i medicinske kredse er blevet døbt ’parisersyndromet’. Lidelsen affødes af en til tider afgrundsdyb og voldsomt chokerende kontrast, der opstår mellem turisternes forgyldte forventninger til den franske hovedstad og dens indbyggere – en glittet og overforherliget blanding af lige dele lune baguettes, perlende champagne og Amélié Poulain-retroidyl – og den barske og til tider ubarmhjertige parisiske virkelighed, der præges af uhøflige tjenere, puffende metrobrugere, fuskende taxichauffører og alt for flittige lommetyve. »Omgivelserne ligner postkortet, men franskmændenes opførsel destabiliserer de japanske turister«, forklarer Yoshikatsu Aoyagi, førstesekretær på den japanske ambassade i Paris. Risikerer psykose 'Parisersyndromet’ begynder som regel som en dunkende paranoia og en følelse af at være udsat for bevidst og målrettet fransk massechikane. Men lidelsen udvikler sig ikke så sjældent til en galopperende psykose, der nogle gange kræver flere ugers indlæggelse på psykiatriske anstalter, efterfulgt af øjeblikkelig akkompagneret hjemsendelse og en hestedosis af beroligende midler. Flere japanske flyselskaber forsøger ellers at forberede de rejsende på det uundgåelige chok ved at vise mindre inflight-film, der præsenterer de intetanende og naive asiatiske turister for storbyens farer og mest almindelige svindelnumre. Men indtil videre har det ikke haft nogen mærkbar effekt på ’parisersyndromet’. Pariserne er til gengæld så småt ved at få øjnene op for, at deres kølige arrogance, manglende venlig- og høflighed for længst er blevet et af hovedstadens vartegn på linje med Eiffeltårnet, Triumfbuen og Les Champs-Élysées. Nummer sjok i service For selv om Frankrig i 2005 etablerede sig som klodens absolutte turistmagnet med 76 millioner besøgende, er der alvorlige ridser i fernissen. Eller som Jean-Pierre Blat, direktør for hovedstadsregionens turismekomité, forleden ymtede i et sjældent tilfælde af gallisk selverkendelse:

»Frankrig er måske nok nummer et, hvad angår antallet af turister, men vi er tæt på at være nummer sjok, når det kommer til at tage imod de besøgende«. Problemet er imidlertid så grelt, at det også er begyndt at gå pariserne selv på nerverne. Således viste en nylig rundspørge foretaget af Paris’ metro og busselskab RATP, at de rejsendes egen omgangstone og kølige og uforskammede adfærd, som var en af de største kilder til den udbredte frustration i byens busser, tog og metroer. Og derfor har RATP iværksat en større kampagne for at få folk til at opføre sig mere civiliseret i den parisiske undergrund. Spørgsmålet er imidlertid om sådanne reklamekampagner overhovedet vil hjælpe på problemet, og de fleste parisere mener da også, at der mindst skal et lille mirakel til. Men på den anden side viser en nylig meningsmåling fra opinionsinstituttet TNS-Sofres, at ikke færre end 35 procent af franskmændene tror på mirakler, så måske er der lys for enden af metroen.