Roen mellem vinmarkerne i Bekaa-dalen i Libanon bliver af og til afbrudt af fjerne brag bag bjergene mod øst. Deromme, kun tyve minutters kørsel væk, ligger Syrien, hvor alle familierne i teltlejren ved Jeb Jannine kommer fra. Her i Libanon, i 500 telte, har familierne søgt ly for krigens bomber, som er faldet i snart to år. LÆS OGSÅVi må hjælpe Syrien nu I et af teltene sidder Alyah på 21 år i en sort jakke med små hjerter i lynlåsen og ser efter sine tre døtre. Pigerne bliver bange, når de hører de fjerne eksplosioner i Damaskus, fortæller hun. Undtagen den yngste, Fatima, der kun er en stor baby. Hun er så lille, at hun ikke ved, hvad der sker, forklarer Alyah. Krigen har sat sine spor De lidt større børn i lejren ved det godt. Mange af dem tror stadig, at de er i Syrien, bare i en anden del af landet, men krigen har alligevel sat sine spor. En dreng på halvandet år, Youssef, bliver hidsig og spytter, når Syriens præsident er på tv. En anden på samme alder, Hatem, græder utrøsteligt, hvis man nærmer sig med et stort kamera, fordi kameraet ligner noget, han ikke vil mindes om. Børnene på flugt er de store tabere i krigen i Syrien mellem præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker og en mangesidet oprørsgruppe.
Over 650.000 mennesker er ifølge FN flygtet ud af landet siden marts 2011, heraf er mere end halvdelen børn under 18 år.
Lige nu, hvor flygtninge internt i Syrien og i nabolandene oplever snestorme og frostgrader, er situationen gået fra slem til katastrofal, lyder det fra FN's børneorganisation, Unicef, der frygter mere fejlernæring og sygdom blandt børn i flygtningelejrene.
Da Libanon i sidste uge blev ramt af en af de værste vinterstorme i et kvart århundrede, havde Alyah, hendes mand og deres tre døtre endnu ikke fået en af de varmeovne, som bruges til at lave mad på og til at varme teltene op. Familien måtte nøjes med den kropsvarme, de kunne samle i teltet under tæpperne.
Siden da har hendes mellemste datter, Rafah, været syg på en måde, der får de andre i lejren til at tale lavmælt om hende og kaste bekymrede blikke mod sygesengen.
Familien splittet af kampene
I mudderet mellem teltene går Jawhar på fem år på vej op for at tage sin far i hånden.
Jawhars familie har ligesom de fleste andre i lejren efterladt alle ejendele og minder på den anden side af grænsen. Hendes ældste bror, Ashraf på ni år, har Jawhar ikke set i næsten to år, for da krigen brød ud, var han på besøg hos sin bedstefar, og der tvang kampene ham til at blive.
Første gang, faderen prøvede at hente Ashraf, måtte han vende om. LÆS OGSÅDag 1: Politiken åbner indsamling
»Jeg turde ikke tage chancen«, siger han: »Helikopterne er i luften hele tiden, man ved aldrig, hvornår der sker noget«.
Men i går vendte faderen tilbage fra endnu en rejse ind og ud af krigszonen med køreture til overpris eller penge under bordet eller begge dele, og denne gang havde han Ashraf med sig.
Når man spørger Jawhars far, om han er glad for at have familien samlet, nikker han bare med et træt udtryk i ansigtet. Hans fætter tager over og understreger, at de er »mere glade, end man kan forestille sig«.
