Diskoteksgæster for vild i røgen: 50 lig fundet på toilet

Flammehav. Paniske klubgæster trampede hinanden ihjel på flugt fra flammehav og giftig røg.
Flammehav. Paniske klubgæster trampede hinanden ihjel på flugt fra flammehav og giftig røg.
Lyt til artiklen

Hastig ild brølede gennem en overfyldt natklub i det sydlige Brasilien tidligt søndag morgen.

På bare få sekunder fyldtes den vinduesløse natklub med flammer og en tyk, giftig røg, der dræbte flere end 230 gæster.

Brandinspektører på stedet mener, at flammehavet begyndte, da et lille fyrværkerishow antændte det lydisolerende skummateriale i klubbens loft. Skummaterialet frigav en rådden tåge, der forårsagede kvælning hos en stor del af gæsterne.

LÆS ARTIKEL Katastroferamt diskotek havde ikke sikkerheden i orden

Flere andre blev trampet ihjel under den paniske flugt ud af klubben.

Som Holocaust
De første brandmænd, der ankom til natklubben Kiss, havde problemer med at komme ind for at slukke den omfattende brand, fordi utallige lig blokerede indgangen.

»Det var frygteligt derinde. Det var ligesom en af de der Holocaust-film, hvor ligene ligger stablet oven på hinanden«, siger politiinspektør Sandro Meinerz, der koordinerer efterforskningen.

»Vi var nødt til at bruge lastbiler til at fjerne dem. Det tog omkring seks timer at få fjernet alle ligene«.

Vidner: Dørmænd hindrede gæster i at flygte fra diskoteksbrand

»Der var så meget røg og ild - der var fuldstændig panik. Det tog lang tid for folk at komme ud, fordi der var så mange lig«, fortalte overlevende Luana Santos Silva til en af de lokale tv-stationer.

Panik
De fleste af de døde blev tilsyneladende kvalt.

»Store mængder giftig røg fyldte rummet, og jeg vil sige, at mindst 90 procent af ofrene døde af kvælning«, fortæller læge Paulo Afonso Beltrame til AP. Han er en af de mange læger, der er med til at behandle ofrene.

»Den giftige røg gjorde, at folk mistede deres retningssans, så de var ude af stand til at finde udgangen. Mindst 50 lig blev fundet på klubbens toilet«.

Pårørende løb rundt på hospitalsgangene

En anden hospitalslæge kunne fortælle, hvordan desperate venner og familie løb rundt på hospitalsgangene i en hektisk søgen efter ders kære.

»Det er noget af det mest sørgelige, jeg nogensinde har oplevet«.

Overlevende fra branden og en politimand på stedet, Marcelo Arigony, kunne efterfølgende fortælle, at klubbens sikkerhedsvagter forsøgte at blokere udgangen. Det skriver CBS News. På en del brasilianske barer betaler gæsterne først deres samlede regning, når de forlader baren.

»Det var kaotisk, og intet tyder på, at det blev gjort i ond tro«, siger Marcelo Arigony til nyhedsbureauet AP.

Borgmesteren i byen Santa Maria, Cezar Schirmer, har erklæret de næste 30 dage som sorgperiode.

Gry Koefoed

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her