Inde i baglokalet til George Kungus blandede slagterbutik og serveringssted er der ikke en eneste, der har ladet sig friste af tilbuddet på ugali (majsgrød) med stuvning. Der er plads nok i lokalet ved de to sammenflikkede borde. På den ene bænk gør indehaveren situationen op. Godt nok er der folk ude i butikken, men det er vist mest på grund af fotografen. De køber i hvert fald ikke noget, siger George Kungu lidt opgivende med kasketten skubbet demonstrativt kækt op i panden »Folk er bange for uroligheder, de gemmer pengene, så de kan redde sig, hvis der bliver oprør efter valget«, siger slagteren. Butikken blev brændt af sidste gang Det gør han også selv. Lageret er nedbragt, og alle ikke absolut nødvendige redskaber er fjernet. Den smule oksekød, der ligger midt i den hede middagssol, er noget mindre end normalt. Selv fluerne ser der ud til at være færre af. I første omgang kan George Kungu alle de positive besværgelser, som kenyanere synes at klamre sig til. »Fredskampagnerne hjælper, og vi har set kandidaterne tale til hinanden i tv-debatterne. Jeg tror også, at vi alle forstår følgerne, hvis det går galt«, siger han.
LÆS OGSÅ Kenyansk valg begynder med 12 dræbte
Så kommer det men, som alle her i Nairobi klistrer på optimismen.
»Det her er jo et følsomt område for kikuyuer, og hvis Raila Odinga vinder i stedet for Uhuru (Uhuru Kenyatta, der regnes som favorit ved præsidentvalget i dag mandag, red.), bliver her ballade. Det er derfor, at vi kikuyuer har registreret os på et andet valgsted, hvor vi er i flertal«.
På valgdagen og de følgende dage holder han derfor lukket, og lageret vil være helt væk. Sidste gang blev forretningen brændt af, så Kungu er klar over risikoen.
Frygt i slumkvarter
Lidt væk fra slagteren, nede ad en af de omkring en meter brede gyder, hvor spildevandet løber i en rende i midten, og vasketøjet hænger tæt og forunderligt velduftende, bor Millicent Nyando.
Hun er 25, taler ualmindeligt godt for sig og er mor til Keith Griffeth, der kom til verden her i Afrikas angiveligt største slumkvarter for under en måned siden.
Og så er Millicent bange.
Selv ville hun sikkert nøjes med at sige, at hun er forsigtig og forudseende – af hensyn til den lille, naturligvis. Siddende i den ene af de to gamle polstrede lænestole, der er klemt ind i det lerklinede skur på ikke over otte kvadratmeter, byder Millicent indenfor. Her er pænt og rent og så ordentligt, som der kan være.
Favorit ved valget i Kenya er tiltalt for massedrab Lyden af Keiths små vejrtrækninger går klart igennem det forhæng, der deler opholdsstue og soveværelse. Ved siden af døren står en enkelt kommode. Fjernsynet med stueantennen ser ud til at kunne miste balancen hvert øjeblik og ramme det lerklinede gulv, der er dækket af fint mønstret linoleumsagtig plastik. »Jeg kan ikke se, at der skulle komme problemer, hverken i dag eller i dagene efter valget«, siger den unge kvinde med overbevisning. Og så fortæller hun om fællesmøder og radioprogrammer fulde af historien om et forenet Kenya, der nu skal til gennem et fredeligt valg. Millicent og babyen må væk »Peaceful« er kodeordet for det hele. I Kenya vil det store flertal bare så gerne, at det går godt. At den etniske kløft mellem stammerne ikke genåbner sig og opsluger især de fattigste i vold, machetehug og forgiftede pile – ligesom sidste gang. »Peaceful«, gentager Millicent. Efter lidt mere snak om hendes arbejde som ’community worker’, der sætter gang i små selvhjælpsprojekter, improviseret undervisning og rengøring i de forbløffende pæne gyder, fortæller hun, at hun alligevel også tager væk på valgdagen.
