Reportage: Blodig dag i Bagdad

Mindst 14 civile irakere blev onsdag formiddag dræbt i Bagdad, da to missiler slog ned i et boligområde i den irakiske hovedstad. Mindst 30 andre blev kvæstet. Læs den norske journalist Åsne Seierstads reportage fra stedet. Klokken er snart halv tolv. Om lidt er Zahra hjemme igen. Hun og familien har besluttet at flytte tilbage til huset i Al-Shaab-kvarteret i Bagdad. For at undgå bomberne har de den sidste uges tid boet hos nogle slægtninge i udkanten af Bagdad, men nu hvor landkrigen nærmer sig, har familien afgjort, at det er tryggere at befinde sig i centrum. Zahra sidder på bagsædet i minibussen med sin baby på armen. Hendes mand, søster, mor og de tre børn rejser sammen med hende. Minibussen stopper, og familien træder ud. En tankbil er stoppet lige ved siden af. Chaufføren har besluttet sig for at spise frokost i Restaurant Ristafa, en af de få steder, der stadig er åbne. Restauranten er næsten tom. Udenfor løber nogle børn rundt i sandstøvet, som har lagt sig igen efter de sidste dages sandstorm. Braget Chaufføren når ikke at krydse gaden før braget lyder. Et missil rammer fortovet lige foran tankbilen, flammerne skyder i vejret. Chaufføren og de nærmeste omkring ham bliver dræbt på stedet. Hele Zahras familie bliver væltet omkuld af lufttrykket. Fra et hus i nærheden kommer Muhammed løbende. Han hørte braget og vil se, hvad der er sket. Et nyt missil kommer susende, knalder ned i jorden og sender sine dødbringende splinter i alle retninger. Muhammed falder om og skriger, hans ene ben er forvandlet til blodige kødstumper, det andet er fyldt med splinter. Rundt omkring ham falder folk om. Væltet omkuld af lufttrykket, splinterne, chokket. Tankbilen står i flammer. Omkring tyve biler brænder. Folk, der tilfældigvis kørte forbi, da missilerne faldt, brænder ihjel i deres biler. De butikker, som var åbne, er ødelagte, over ti lejligheder er totalt raserede. Inventaret i Restaurant Ristafa er knust, frokostgæsterne er blevet dræbt. Skrigene skærer gennem luften. Blodet løber ned i sandet på vejen og fortovene. De, der kan, rejser sig op. Zahra og hendes familie bliver liggende, de har alle mistet bevidstheden. Muhammed ligger og skriger af smerte. Ved siden af ham ligger en mand, som har fået skåret pulsåren i den ene arm over. Blodet pumper ud af kroppen på ham. Begge er ved bevidsthed, da ambulancen henter dem. Afrevne kropsdele Over tredive sårede bliver kørt til al-Zahrawi-sygehuset i nærheden, én dør undervejs. De dræbte bliver bragt ud til al-Kindi-sygehuset. Senere samme eftermiddag bliver de hentet af deres familier, der skal begrave dem. Afrevne og afskårne kropsdele bliver hurtigt samlet sammen. De udbrændte biler, lejligheder og butikker står tilbage som tomme kratere. Efter nogle timer er der kun blodet i sandet tilbage. Så kommer regnen, og vandpytterne fyldes af blod. Det er, som om regnen trækker blodet ud af sandet ved fortovskanten og fylder pytterne med rødt spildevand. Vrede og bange tilskuere står tilbage. Deres kvarter er blevet angrebet. »Bush sagde, at han kun ville angribe militære mål, men hvad er det her?«, råber en mand højt. »De vil ødelægge os fuldstændig«, råber en anden. »Der er ingen militære mål her. Det er en hævnaktion, fordi vi rykker frem på slagmarken«, hævder en tredje. »Bush burde skamme sig!«. Imens er Zahra ved at vågne på sygehuset. Hun har splinter i hele kroppen og fire brækkede ribben. Ved siden af hende står datteren Aisha. Hendes hår er fuld af snavs, men den treårige pige er uskadt. Aisha står og klapper moderen på armen, hun aer hende på underarmen. Tårerne løber Zahra smiler mat til datteren. I sengen ved siden af hende ligger hendes mand med splinter i skulderen. I den næste seng ligger hendes lillesøster med kvæstelser i benet og brystet. I sengen op ad væggen ligger hendes mor. Hun fik revet det ene øre af ved angrebet og har en blodig bandage rundt om hovedet. »Hvor er Hamudi?«, spørger Aisha. »Hamudi er derhjemme. Han har det godt«, siger Zahra. Hun har lige fået at vide, hvad der er sket, og at den tiårige Hamudi og hendes baby slap uskadte fra angrebet. Tårerne løber. Ikke alle børnene i al-Shaab-gaden slap lige heldigt. »To babyer fik svære kvæstelser. Den ene fik revet noget af hovedet af, den anden fik splinter i kroppen. Et lille barn blev hårdt såret, fordi moderen blev væltet af lufttrykket, og barnet blev revet ud af hendes arme«, fortæller doktor Sermed al-Gailani. Det bliver værre Det er ham, der behandlede de første patienter efter missilangrebet. »De fleste har kvæstelser på store dele af kroppen, i brystet, i maven, i ben og arme. Flere af børnene fik skader i hovedet, så de blødte kraftigt«. De fleste kvæstede blev sendt hen til det sygehus, der lå tættest på angrebsstedet. Efter at have modtaget førstehjælp blev de, hvis tilstand var mest stabil, sendt til tre forskellige sygehuse i Bagdad. »Forfærdeligt«, sukker al-Gailani. »Det er uskyldige mennesker, de havde ikke fortjent det her. Men dette er en krig. Der vil komme flere dræbte, flere sårede. Vi narrer os selv, hvis vi påstår noget andet. Dette bliver langt værre end noget andet, vi har oplevet«, siger han stille. Sandstormen fortsætter uden for sygehusets vægge. Mørket sænker sig, folk forsvinder ind i deres huse, kun de udbrændte biler står tilbage. Man kan høre brag fra bomberne, der slår ned i udkanten af Bagdad. Krigen fortsætter, mens blodet i vandpytterne på gaden i al-Shaab skylles væk af regnen.