Kina og USA - en ny koldkrig?

Kineserne er rasende. Protesterne regner ned over USA, fordi Barack Obama på torsdag vil møde den tibetanske eksilleder Dalai Lama i Det Hvide Hus i Washington. For mens man fra amerikansk side blot fremstiller Dalai Lama som en internationalt anerkendt religiøs leder, så ser Kina ham som en separatistisk ballademager. Kina opfatter besøget som en indirekte støtte til kravet om at løsrive Tibet fra Kina og vil have mødet aflyst. Men forgæves. »Han er talsmand for tibetanernes rettigheder, og præsidenten ser frem til et spændende og konstruktivt møde«, sagde Obamas talsmand, Robert Gibbs, der på et pressemøde i går forsøgte at nedtone striden med Kina: »Vi mener, at vi har så modent et forhold til Kina, at vi kan enes om fælles interesser, men også har så modent et forhold, at vi ved, at de to lande ikke altid kan enes om alting«. Det var den diplomatiske udlægning. Sagen er nemlig, at USA og Kina er på kollisionskurs på en hel stribe af vigtige punkter. I en meningsmåling i det statskontrollerede kinesiske Global Times for nylig mente 55 procent af de adspurgte kinesere ligefrem, at »en kold krig kan bryde ud mellem USA og Kina«. Målingen blev foretaget efter den seneste række af konflikter: For det første er der Google-striden om censur på nettet. Den fik for nylig den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, til at understrege, at USA ikke kan acceptere kinesiske forsøg på at begrænse ytringsfriheden på internettet, og at ytringsfrihed er en vigtig del af amerikansk udenrigspolitik. Kineserne så omvendt striden som et eksempel på, at USA bruger amerikanske virksomheders dominans over internettet som en forlænget arm i sin udenrigspolitik. Og dermed som et middel til at blande sig i Kinas interne forhold. For det andet er der striden om den kinesiske valuta, yuan, der ifølge USA er så undervurderet, at præsident Obama for nylig begav sig til Kina for at få den opskrevet. For jo billigere den kinesiske valuta er, des billigere er også kinesiske varer, og desto sværere er det for amerikanske virksomheder at bevare hårdt tiltrængte arbejdspladser. Men selv om Obama bukkede og skrabede, sendte hans kinesiske kollega ham hjem med en kold skulder. Kinas egen vækst er nemlig i høj grad drevet af eksport til udlandet og dermed afgørende for fastholdelsen af både arbejdspladser og social stabilitet. Komplottet i København For det tredje var der fiaskoen på klimatopmødet i København, hvor den kinesiske ministerpræsident, Wen Jiabao, optrådte mere end køligt over for Barack Obama. I et tilfælde måtte den amerikanske præsident og hans livvagter nærmest kæmpe sig ind til den kinesiske regeringsleders møderum, hvor Wen Jiabao – ifølge amerikanske rapporter – var i færd med at strikke en aftale sammen bag ryggen på Obama. Ifølge et lækket notat fra en statslig kinesisk tænketank, som den britiske avis The Guardian offentliggjorde i går, så tingene dog anderledes ud fra Kinas side. Heri taler man om, at Kina blot forsvarede sig mod en ’sammensværgelse’ af rige lande, der forsøgte at splitte udviklingslandene. Rapporten fremhæver, hvordan fattige østater forsøgte at presse Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien til at indgå en bindende CO2-aftale, alt imens EU blot gjorde alt for at gøre USA tilfreds. For det fjerde er der striden om USA’s forestående salg af avancerede våben for 30 milliarder kroner til Taiwan, der brød med resten af Kina i 1949, men som styret i Beijing fortsat opfatter som en del af Kina. »Vi burde gengælde øje-for-øje og sælge våben til Iran, Nordkorea, Syrien, Cuba og Venezuela«, lød det fra Liu Menxiong, der er medlem af et af den kinesiske regerings rådgivende udvalg. Ifølge avisen The Times kan han ikke se, at Kina har noget at være bange for: »Nordkorea har sat sig op imod USA, og er der sket noget med dem? Nej. Iran har sat sig op imod USA, og er der sket en ulykke ved det? Nej«. Tilsvarende nationalistiske meldinger kommer fra dele af Folkets Hær, hvor tre højtstående officerer i et interview i mandags foreslog, at Kina sælger ud af sine amerikanske statsobligationer for at straffe USA for dets våbensalg til Taiwan. På den måde fik de bragt Kinas enorme valutareserve – en af verdens største – i spil i vor tids stormagtsrivalisering. Kina ejer amerikanske statsobligationer for ca. 4.000 milliarder kroner og kunne ved et stort udsalg ryste både dollaren og skabe nye økonomiske problemer for USA, fordi renten ville stige. Det ville dog hurtigt ramme Kina selv: For jo lavere værdi af dollaren og de amerikanske statsobligationer, des mindre er også Kinas enorme beholdninger af dem værd. Der er da heller ikke noget, der tyder på et større kinesisk udsalg. Men bare det at tanken opstår, siger noget om stemningen. Spyt igen! I første omgang kan Kina ventes at reagere på to andre fronter. På den ene side vil man formentlig se en betydelig stigning i militærudgifterne i det budget, der ventes fremlagt i marts. Det skal nemlig bl.a. vise, at Kina ikke passivt vil se til, at USA forstærker Taiwans militær. »Når nogen spytter på dig, må du gøre gengæld«, skrev kommentatoren Huang Xiangyang for nylig i avisen China Daily. Han ser Obamas møde med Dalai Lama er udtryk for en koldkrigstankegang: »Den amerikanske støtte til Dalai Lama stammer fra en koldkrigstankegang, hvor Washington bruger alle midler for at inddæmme det, man opfatter som trusler fra kommunist-Kina. Frigivne efterretningspapirer viser, at CIA op gennem 1960’erne gav den tibetanske eksilbevægelse 1,7 millioner dollar (ca. 9 mio. kr. , red.) om året til operationer imod Kina, herunder et årligt tilskud på 180.000 dollar (ca. 900.000 kr., red) til Dalai Lama selv«. Den anden reaktion er det, en psykolog ville kalde ’passiv aggressiv’: Kina vil ikke løfte en finger for USA, der lige nu kæmper for skærpede sanktioner imod Iran for at få øget kontrol med præstestyrets atomprogram. Ligesom Kina heller ikke vil bidrage til en klimaaftale eller hjælpe Obama med at få styr på Nordkoreas atomprogram. Sådan kan man nemlig også føre stormagtsrivalisering. Også selv om Kina og USA pt. slet ikke kan undvære hinanden: Uden et amerikansk eksportmarked ville Kinas egen økonomi bryde sammen. Og uden Kina ville grunden ryste under USA’s økonomi. Kald det bare et fornuftsægteskab – med stadig koldere luft mellem parterne. Men lige nu er det måske det bedste middel til fortsat dialog og fred. Trods alt.