En løs presenning afslørede terrormistænkts skjul

TERRORISTJAGT. Betjente fotograferet i Watertown under eftersøgningen af den mistænkte terrorist.
TERRORISTJAGT. Betjente fotograferet i Watertown under eftersøgningen af den mistænkte terrorist.
Lyt til artiklen

Et vindstød i en presenning afslørede USA's mest jagede mand.

Boston stod stille, mens over 1.000 betjente var i gang med den mest omfattende menneskejagt i en amerikansk storby i mange år.

Den eftersøgte - en 19-årig amerikansk-tjetjensk mand - skjulte sig tilsyneladende et eller andet sted i bydelen Watertown, hvor beboerne fik besked på at holde sig inden døre og væk fra vinduerne.

Fredag aften stak en beboer på Franklin Street hovedet uden for, da udgangsforbuddet blev mildnet - og opdagede, at rebene til den presenning, der var spændt ud over hans båd i baghaven, var skåret over, skriver amerikanske medier fra Boston.

LÆS OGSÅ Bombemistænkt er i »yderst kritisk« tilstand

Der var blodspor ved tovværket og han kunne se, at en eller anden forsøgte at gemme sig i båden. Så vidnet tilkaldte politiet, der forgæves forsøgte at få den mand, der skjulte sig i båden, til at overgive sig frivilligt.

Det lykkedes ikke. Først efter en ildkamp med betjentene kunne den 19-årige anholdes, hårdt såret, men i live. Da var der gået en time og 45 minutter, fra han blev opdaget i båden.

Terrorbomber og menneskejagt
Det var kulminationen på en dramatisk uge i Boston, der mandag blev rystet af to terrorbombeangreb mod tilskuere og deltagere under byens berømte maratonløb. Angrebet kostede tre mennesker livet og sårede over 100 omkringstående.

57 er fortsat indlagt, heriblandt tre, hvis tilstand fortsat er kritisk.

Torsdag offentliggjorde forbundspolitiet FBI fotografier af de formodede gerningsmænd, et efterforskningsskridt, der fik tingene til at udvikle sig yderst dramatisk. Få timer senere blev en 26-årig betjent fra Massachusetts Institute of Technologys eget politi skudt ned i Cambridge-området.

LÆS ARTIKEL

Skyderi i Boston: Betjent er dræbt

Gerningsmændene kaprede få minutter senere en bil på Memorial Drive. Føreren blev holdt som gidsel i en halv times tid, inden han så sit snit til at komme væk og slå alarm.

Da en patrulje fra Massachusetts transportpoliti så det stjålne køretøj, blev det indledningen til en kort biljagt, hvor de to i firehjulstrækkeren smed hjemmelavede granater efter de forfølgende politibiler.

Overblik: Her er de dramatiske begivenheder i Boston

Vognen blev standset, men de ombordværende var ikke til sinds at overgive sig.

I stedet kom det til en ildkamp med de to personer. Der blev ifølge politiet affyret omkring 200 skud under kampen mellem de mistænkte og politiet. En betjent blev alvorligt såret ved skyderiet.

Kørte over sin sårede bror

Den ene person fra den stjålne bil, en 26-årig tjetjensk mand, blev ramt og døde, mens hans lillebror, der har amerikansk statsborgerskab, stak af i bilen - og i skyndingen kom til at køre over sin skudramte bror. Han kørte ikke langt, men efterlod køretøjet og forsvandt.

FOTOS Hver en sten bliver vendt i Boston

Blodspor i Watertown tyder på, at den 19-årige var inde i et hus i området, inden han til sidst forsøgte at gemme sig i båden bag et af bydelens parcelhuse.

Han er nu indlagt og hans tilstand er ifølge amerikanske medier kritisk. Men uden for hans sygestue venter føderale afhøringseksperter, som er klar til at udspørge ham så snart, det er muligt.

Imens fejrer Bostonborgerne, at de atter kan færdes frit efter en dramatisk uge med terrorangreb, politidrab og udgangsforbud.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her